Udland

Prins Philip udskrevet fra hospitalet

Storbritanniens 91-årige prins Philip er udskrevet fra hospitalet efter en fem dage lang indlæggelse.

Prins Philip udskrevet fra hospitalet

Prins Philip er udskrevet fra et hospital i Skotland efter en fem dage lang indlæggelse, hvor den britiske dronning Elizabeth II's mand blev behandlet for en tilbagevendende blærebetændelse.

Men trods den høje alder så den 91-årige prins Philip ud til at være kommet sig godt over sygdommen. Da han mandag tog afsked med personalet på hospitalet, Aberdeen Royal Infirmary, gav han hånd og spøgte med personalet.

Han forlod smilende bygningen og havde ikke brug for hjælp, da han satte sig ind på bagsædet i sin bil - hvorfra han vinkede til de fremmødte, da han blev kørt væk fra hospitalet.

Prins Philip, hvis officielle titel er hertug af Edinburgh, blev i julen sidste år indlagt med kredsløbsforstyrrelser. Han blev første gang indlagt med blærebetændelse midt under dronningens 60 års regentjubilæum i juni.

Hans indlæggelse betød, at dronning Elizabeth måtte undvære sin mand ved sin side under nogle af de centrale festligheder i forbindelse med jubilæet - heriblandt også den store afslutning ovenpå flere dages fejringer.

Prins Philip blev senest indlagt onsdag, hvor han i ambulance blev kørt de 65 kilometer fra slottet Balmoral til Aberdeen.

Hans pludselige indlæggelse betød, at han ikke kunne deltage i et besøg i en lokal kirke som planlagt. I stedet bad de fremmødte i kirken for hans hurtige bedring.

Det er en tradition, at den engelske kongefamilie opholder sig nogle uger på slottet Balmoral i sommerferien, og det er også hertil, prins Philip nu tager tilbage for at nyde resten af sommeren med familien.

Ifølge det britiske kongehus får indlæggelsen ikke betydning for prinsens deltagelse i åbningsceremonien for de paralympiske lege den 29. august, som han efter planen deltager i sammen med dronning Elizabeth.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.