Prinsesse Alexandra besøger Unicef i New York

København, lørdag /ritzau/ Prinsesse Alexandra besøger mandag og tirsdag UNICEFs hovedkvarter i New York, hvor hun bl.a. skal høre om børneorganisationens indsats for nødstedte børn i de tsunamiramte lande i Asien. Under besøget skal hun også mødes med lederen af Unicefs internationale hiv/aids program, Peter McDermott, for at drøfte en særlig indsats for børn, der har mistet deres forældre som følge af aids. Alene i Afrika drejer det sig om 15 millioner børn. Den danske afdeling af UNICEF vil i de kommende år samle penge ind til et stort projekt, der skal hjælpe forældreløse og udsatte børn i Swaziland til en bedre tilværelse. Swaziland er det land i verden, der er hårdest ramt af aids. /ritzau/