Ernæring

Prinsesse med finesse

Veltillavet og raffineret mad med vægt på sæsonens råvarer

4
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Skindstegt lyssej med blandt andet risotto og et stort hvidløg.

Det er sommer, det er sol og det er mandag - og måske af sidstnævnte årsag har vi det gode skib Prinses Juliana næsten for os selv. Kun et par andre borde er besat denne lune sensommeraften i august, og snart bliver vi de eneste gæster, som dermed kan nyde godt af tjenerens udelte opmærksomhed. Blæsten går lige lovlig frisk over Limfjordens vande, så vi sætter os inden døre i de magelige kurvestole og nyder den pragtfulde fjordudsigt fra første parket, mens naboerne - en håndfuld måger - pudser fjerene på molepælene. Ikke et sekund er man i tvivl om at befinde sig på et skib, som ganske vist er gennemgribende restaureret, men ikke desto mindre - et skib. Det er behandlet så nænsomt, at den udpræget maritime atmosfære er bevaret i en charmerende kombination med de restaurationsmæssige karakteristika. Det tidligere hollandske skoleskib har i knap 40 år gjort tjeneste som restaurationsskib. Vi studerer med stor interesse menukortet, som byder på såvel fristende a la carte retter som en klassisk menu og en surprisemenu. Mens jeg går om bord i a la carte, vælger min medspiser at kaste sig ud på dybt vand med en fire retters surprisemenu (575 kr.) og tilhørende vinmenu (475 kr.) Jeg beslutter mig for søtunge/jomfruhummer til 170 kr. og lyssej til 240 kr. Dertil enkelte glas hvidvin efter tjenerens valg, så jeg så vidt muligt følger medspiseren. Vi begynder med en klassisk Chablis fra det berømmede vinhus Faiveley, og den er præcis, som sådan en skal være: frisk og flintagtig med en pikant duft af citrus og nødder. Som første appetizer får vi en lille anretning med oliventapenade, tomatpesto af soltørrede tomater og cashewnødder. Hertil koldt smør og lunt durumbrød og valnøddebrød - tydeligvis hjemmebagt med knasende sprød skorpe og blød krumme. Meget lækkert. Også nødderne, som er ristet i trøffelolie, er virkelig delikate. Bagefter er tjeneren klar med endnu en appetizer: et shotglas med gazpacho (kold grøntsagssuppe) suppleret med røget hellefisk, toastbrød med blomkålscreme, hakket æg og krydderurter. Fisken er blandet med kartoffelpuré, dild og kapers og derpå formet som en kugle, der er paneret og stegt i olivenolie. Smagen af olie er måske lige lovlig gennemtrængende, men kombinationen af krydret gazpacho, røget fisk og mild blomkålscreme er vellykket. Fine kombinationer Efter disse appetitvækkere er maven klar til den egentlige menu. Min ledsager får taskekrabbe med avocado i tern, oliven, ristet rugbrød og sprød urt, og han er begejstret: Taskekrabben er frisk og perfekt tilberedt, og den fine salte smag indgår i en usædvanlig velsmagende alliance med det sprøde - ristet rugbrød og sprød urt (masser af krydderurter blandet i en dej og bagt til papirtynde stykker). Jeg er lige så tilfreds med min pocherede søtunge, som serveres som salat med et par fint ristede hummerhaler, røget kartoffel, mango, fennikel, radiser og squash i papirtynde skiver samt et drys dild. Den røgede smag af kartoflerne, som har fået en kort tur i rygeovnen, klæder i den grad fisken. Det samme gælder creme fraichecremen tilberedt med hårdt brændt citron og anissmagen fra fenniklen. Den kompetente og vidende tjener skænker en kølig Trimbach Gewurztraminer i glassene og fortæller om Alsace-huset Trimbach, som igennem 12 generationer har lavet vin siden 1626. Vinen har en tydelig, krydret duft af rosenblade, og selv om vi gør et ihærdigt forsøg på at værdsætte de ædle dråber efter fortjeneste, lykkes det ikke rigtig. Vinen er simpelthen for blomsteragtig i både smag og duft til os. Det kan man ikke bebrejde tjeneren, som da også hurtigt finder en anden vin frem til min hovedret: endnu en Trimbach, men denne gang en riesling, som er både sprød, tør og dog sødmefuld og matcher fiskeretten flot. Næste ret på medspiserens tallerken er en kalvebrissel på bund af mangopuré med granatæble, hasselnødder og krydderurter. Mangoen og granatæble giver et fint syrligt modspil til den fede smag af brislen, og min medspiser er synligt tilfreds. Jeg holder pause imens, så vi kan følges ad med hovedretterne. Men ventetiden mellem retterne er lige tilpas - hverken for kort eller for lang. Sikken en vin Inden hovedretterne ankommer, får vi lige en ganerenser: et shotglas med ananasjuice og anisskum, som er både sødt, syrligt og forfriskende. Men den blegner aldeles ved siden af det glas rødvin, min medspiser får til sin hovedret: en australsk vin ved navn Woodstock. Den har intet som helst at gøre med den legendariske musikfestival i 1969, men er på sin egen måde næsten lige så bemærkelsesværdig: Woodstock Shiraz, The Stocks, årgang 2005, er fremstillet udelukkende på 110 år gamle vinstokke fra McLaren Flat, McLaren Vale. Det er en mørk og intens vin med smag af sorte bær, chokolade og lakrids, og den er ganske enkelt fremragende. Den stryger direkte ind på både min og medspiserens personlige hitliste, og det undrer os ikke det fjerneste, at vinen har opnået kultstatus, som vi senere læser os til på nettet. Jeg er da også nødt til at stjæle mig til et ekstra nip, da ledsageren er ude for at inspicere prinsessens sanitære yndigheder. Hovedretten i månedens overraskelsesmenu viser sig at være vildt, nemlig sommerbuk. Medspiseren får to pæne stykker med pommes fondant (store, fritesagtige kartofler), spæde grønne asparges, salater, ærter, mandler, hasselnødder, rosiner og en god gammeldags “mormordressing” (fløde, citron og sukker). Hertil en kraftig fond, som serveres i en lille smedejernsgryde med låg. Sommerbukken er så mør, at selv en tandløs ville have fornøjelse af den, og medspiseren er fuld af lovord: en meget flot komposition, og som alle øvrige retter på stedet meget dekorativt anrettet. På min skindstegte lyssej troner et kinesisk hvidløg øverst - blancheret hele ni gange, fortæller tjeneren, så det er mildt i smag (og lugt!). De to fileter ligger på et leje af klassisk risotto, fine ærter bonne femme (i Julianas udgave ærter tilberedt med løgringe og pancetta (italiensk bacon)) og hasselnødder. Tilbehøret består af nye små kartofler samt fiskereduktion (indkogt fond). Fileterne er perfekt stegt, tilbehøret endnu en gang lige i øjet, omend risottoen er en anelse for fed for denne anmelder. Ingen levninger Min medspiser har endnu en ret til gode, selv om mæthedspunktet er ved at være nået. Men han fortryder ikke, da han får sin dessert: panecotta med hindbærsorbet. Panecottaen (en italiensk afart af budding) serveres med knasende sprøde, bagte chokoladestykker, friske blåbær, hindbær, brombær og sukkermandler. Igen en fornem blanding af sødt/syrligt, blødt/sprødt og let/bastant, og der bliver spist op til lyden af begejstrede "uhmmm'er". Vinen dertil er en italiener, en Amis Brachetto fra Villa Giada i Piemonte. Basis er, som navnet antyder, brachettodruen, en relativt sjælden drue, som i dette tilfælde giver en flot rødlig, mousserende vin med fin sødme og strejf af jordbær. En glimrende ledsager til desserten. Den samlede regning lander på 1590 kr., og det er helt rimeligt, det gastronomiske niveau taget i betragtning. Tjeneren har i øvrigt kun noteret mig for to glas vin, selv om jeg reelt snarere fik det dobbelte. Han var ikke karrig. Det var kok, køkkenchef og daglig leder Anders Thorsager heller ikke med de friske råvarer, kreativiteten og sansen for, hvad der fungerer sammen. Fire funklende gafler og en varm anbefaling er absolut fortjent. Restaurant Prinses Juliana Vestre Havnepromenade 2 Aalborg www.prinsesjuliana.dk Tlf. 98 11 55 66 Åbningstider fra 11.30 mandag-lørdag

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst