EMNER

Prinsessen er hjemme

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Prinsesse Victoria og prins Daniel ved et arrangement i Stockholm for få dage siden.Foto: Scanpix

VELOVERSTÅET:Sveriges kronprinsesse Victoria og hendes mand, prins Daniel, blev i går forældre til deres første barn, en velskabt pige på 3280 gram og 51 centimeter. Prinsessen blev født på Karolinska Sygehuset lidt før kl. halv fem torsdag morgen, og allerede i går eftermiddags kort før kl. 13.30 vendte det svenske kronprinspar sammen med deres nyfødte datter tilbage til deres hjem på Haga-slottet uden for Stockholm. Den lille prinsesse var indsvøbt i et tyndt tæppe og havde en lille hvid kyse på hovedet. De nybagte forældre ankom til Haga-slottet direkte fra Karolinska sygehuset. Kronprinsesse Victoria, 34 år, blev i 2010 gift med den fire år ældre prins Daniel. Nyheden om den lille svenske prinsesse vakte også glæde i det danske kongehus: "Kronprinsparret har også udtrykt deres glæde og sendt blomster til Deres Kongelige Højheder Kronprinsesse Victoria og Prins Daniel," skriver det danske hof i en pressemeddelelse under overskriften "Tillykke med prinsessen". Dronning Margrethe glæder sig også over, at hendes fætter, kong Carl Gustaf, nu for første gang kan kalde sig bedstefar. Hun har ifølge hoffet sendt "lykønskningstelegrammer" til det svenske regentpar samt til de nybagte forældre. Også det norske kongehus sender varme lykønskninger fra slottet i Oslo til Sverige. - Kongefamilien har sendt gratulationer til de nybagte forældre og det svenske kongepar i forbindelse med fødslen i morges, siger assisterende kommunikationschef Sven Gj. Gjeruldsen til det norske nyhedsbureau NTB. Mens den nyfødte svenske pige er det første barnebarn - og dermed tronarving - i Sverige, så er det danske kongehus og dronning Margrethe beriget med hele otte børnebørn. I Norge er der ligeledes en større børneflok blandt de kongelige. Her er der fem børn i tredje generation af kongefamilien - samt noget så moderne som et bonus-barnebarn. I Sverige er der tradition for, at royale babyer får deres navn kort efter fødslen. Allerede i dag fredag forventes det således at blive afsløret, hvad den lille prinsesse skal hedde./ritzau/TT