Prinsessen og hendes overtro

Monarkiet, som det kendes i en række nordeuropæiske lande, er en historisk overlevering i et demokratisk samfund. Intet rationelt taler for at udstyre en familie med særlige privilegier og betydelig årlig ydelse for at klippe snore, vinke til folket og underskrive love, som de absolut ingen indflydelse har haft på.

De fleste steder i verden vælger man en præsident for en årrække som statsoverhoved. Alligevel nyder monarkiet, der ofte har en historie tæt knyttet til nationen, i de fleste lande en overvældende opbakning. Også i Danmark, hvor vi kan glædes over en kongefamilie, der på fornem vis symboliserer 1000 års historie, binder fortid og fremtid sammen og optræder som glimrende repræsentanter for landet. Men levedygtigheden af en historisk anakronisme giver ikke sig selv. Opbakningen til et monarki bygger på følelser snarere end fornuft, og medlemmerne af en kongefamilie kan selv medvirke til at nedbryde den folkelige støtte. Det skete eksempelvis for den engelske kongefamilie i den periode, da tronfølgeren Charles og hans hustru Diana omdannede deres ægteskab til en sæbeopera. I Norge opfører nummer fire i arvefølgen til den norske trone, prinsesse Märtha Louise, for tiden en forestilling, der på lidt samme måde virker virker nedbrydende på støtten til monarkiet. Hun har oprettet en ”engleskole”, hvor interesserede kan lære at tale med engle, thi det mener prinsessen angiveligt, at hun selv kan. For år tilbage afgav hun titlen som kongelig højhed, da hun giftede sig. Nu må tiden være inde til alvorligt at overveje også at afgive såvel prinsessetitel som pladsen i arvefølgen samt kappe enhver økonomisk forbindelse til den norske statskasse. At oprette en engleskole mere end antyder en tro på det overnaturlige, lige så løsrevet fra den reelle verden som aurategning, tarotkort, jordstråler, læsning i kaffegrums og lignende halløj fra det alternative overdrev, Det står enhver frit at tro på den slags frit-i-luften-svævende hokuspokus og oprette en ”skole” ud i det. Men det er bekymrende, når en prinsessetitel bruges til at blåstemple og reklamere for foretagendet. Hvis Märtha Louise vil være både prinsesse og lærer på engleskolen, så gavner hun i den sidste ende kun én gruppe: Dem, der vil af med monarkiet i Norge og såmænd også andre steder. Det er næppe hendes ønske.