Pris for design af grøn luksusbil

Bildesigner Henrik Fisker har valgt at bruge sin innovative hjerne i det solrige Californien. Foto: Fisker Automotive

Bildesigner Henrik Fisker har valgt at bruge sin innovative hjerne i det solrige Californien. Foto: Fisker Automotive

KARRIERE:- Der er noget sexet over biler. For mig er biler ligesom mennesker. De har personlighed, og der er en god grund til, at man kigger langt efter sportsvogne, ligesom man kigger langt efter slanke piger. Sådan lød ordene fra den danske, verdensberømte bildesigner Henrik Fisker i et interview til Dagbladenes Bureau sidste år. Og måske har han forestillet sig en hybrid mellem danske Connie Hedegaard og amerikanske Marilyn Monroe, da han udformede den frække og miljøvenlige bil Karma, som netop er blevet kåret som "Årets Luksusbil" af et af verdens største livsstilsmagasiner for mænd "BBC Top Gear Magazine". Kronprins Frederik skulle angiveligt være skrevet op til et eksemplar af den luksuriøse el-sportsvogn med 403 HK, og dermed kommer han i selskab med skuespilleren Leonardo di Caprio og politikerne Colin Powel og Al Gore. 48-årige Henrik Fisker er vokset op i Allerød, og han har været vild med hurtige og smukke biler, så længe han kan huske. Da forældrene blev skilt, flyttede han med sin far, der kørte Saab 95, til Roskilde og fyldte sine kladdehæfter med biler, som han selv tegnede, og som 22-årig tog han til Schweiz for at uddanne sig til bildesigner på The Art Center College of Design. Da han havde øvet sig nogle år, fik han sit store internationale gennembrud med design af sportsvognklassikere som BMW Z8 og Ashton Martin DB9. I 2007 startede han sit eget bildesignerfirma Fisker Automotive, og det var da han sad og hyggede sig med det internationale jetset på Prins Alberts luksusyacht i Monaco, at han fik ideen til at lave en miljøvenlig sportsvogn, for prinsen fortalte, at han var sprunget på den grønne bølge. Henrik Fisker så potentialet i at lave en el-bil for en lille skare af rige mennesker, der godt ville køre grønt, hvis de kunne gøre det på 1. klasse. Henrik Fisker har slået sig ned i Californien sammen med sin brasilianske kone og deres to børn, og han har ikke planer om at vende tilbage til fødelandet, for han elsker solen, stranden og det afslappede californiske liv. Med et lån på 529 mio. dollars har Obama-regeringen da også taget imod den innovative dansker med kyshånd. Pengene skal bruges til at udvikle plugin-hybridbiler, og denne gang skal det ikke være luksusbiler men familiebiler, som bliver væsentligt billigere end Fisker Karma, der formentlig bliver sluppet fri på det danske marked næste år. Prisen bliver i omegnen af en million gode danske kroner.