Turisme

Pris for en god middag

KØBENHAVN:Når danskerne mødes, er det ofte omkring en god middag. Og hvorfor ikke bruge det som løftestang til at invitere turister helt ind i vores hjem og lade dem møde danskerne. Den ide indbragte forleden Annette og Leif Wæber Turismens Fællesråds Initiativpris 2003. De to - far og datter - står bag turistbureauet "Meet the Danes" i København, der blandt andet arrangerer middage for turister hjemme hos ganske almindelige mennesker. På den måde kan turisterne få et indtryk af hverdagens Danmark og knytte kontakter. Prisen blev uddelt på Danmarks Turistråds Temakonference i Århus tirsdag den 3. februar, og med prisen følger en check på 75.000 kr. /ritzau/