Detailhandel

Pris og kvalitet afgørende

Mængden af danske produkter i supermarkederne svinder - forbrugerne er lige glade med, hvor varerne er produceret

Når danskerne bliver spurgt direkte, svarer tre ud af fire, at de foretrækker danske varer frem for udenlandske. Alligevel produceres stadig flere af de varer, vi finder på hylderne i det lokale supermarked uden for landets grænser. Discountkæderne introducerer billig mælk fra Tyskland, bacon kommer nu fra Tyskland og Polen, og det samme gør en stadig voksende del af det kød og pålæg, der findes i kølediskene. Så noget tyder på, at danskernes svar ikke realiseres i butikkerne. Aalborgensiske Lise Jørgensen vil ideelt set gerne købe dansk, men når hun skubber vognen rundt i sit lokale supermarked klokken 17.30, handler det om andet, end hvor varerne kommer fra. - Jeg skal have nogle varer i vognen. Mælk, brød, grøntsager, pålæg og den slags, og så skal jeg hjem og lave mad til ungerne. Jeg har ikke tid til at stå og studere, hvor det kommer fra. Jeg kigger nok mest på prisen, indrømmer hun. At danskerne ikke handler, som de siger, overrasker ikke Finn Hagedorn, der igennem 30 år har undersøgt danskernes forbrugsvaner. - Et er, hvad folk siger. Noget andet er, hvad de rent faktisk gør. Jeg vil også gerne have en Mercerdes, hvis jeg bliver spurgt. Men i virkelighedens verden kører jeg i en gammel Mitsubishi, erkender han. Finn Hagedorn mener, at kun en lille gruppe forbrugere bekymrer sig om, hvor varerne er produceret. Tilbage i supermarkedet leder Helge D. Poulsen målrettet efter de danske gulerødder, og finder dem. Han kunne aldrig drømme om at vælge de udenlandske alene på grund af prisen. - Jeg tror på, at de danske varer er de bedste. Der er ingen grund til at fragte for eksempel gulerødder rundt i hele verden, når vi producerer dem selv, siger Helge D. Poulsen. Han trækker på smilebåndet til spørgemålet, om ikke det er lidt naivt. - Måske, men det mener jeg altså, siger Helge D. Poulsen. Han giver dog eksperten i forbrugeradfærd ret i, at langt hovedparten af forbrugerne nok er ligeglade. Den typiske forbruger ser ifølge Finn Hagedorn først på prisen, når et produkt udvælges. Når de kommer hjem smager han/hun på det og fælder så en dom, der afgører, om varen også i fremtiden ryger ned i indkøbsvognen. - Hvis det billige smager godt, og familien ikke er blevet syg, så har man som forbruger tillid til at købe samme produkt igen. Så enkelt er det, siger Finn Hagedorn. Global markedsplads Ingen dagligvarekæde kan nøjes med at rette blikket mod Danmark og danske varer. Den tid er for længst forbi. I dag foregår kædernes indkøb af dagligvarer ude i den store verden. - Varerne handles på en form for global markedsplads. Vi afsøger markederne, og handler der, hvor vi får en god kvalitet til en god pris. Den ene uge er det i ét land, og den næste uge i et andet, som indkøbschefen hos Dansk Supermarked, Søren Bo Christensen, udtrykker det. Både hos Dansk Supermarked og Coop er det muligt på meget kort tid at imødekomme et eventuelt krav fra kunderne om, at varerne skal være danske. Men kunderne har ifølge de to store daglivarerkæder intet ønske om, at varerne skal være 100 procent danske, og derfor stiller de heller ikke krav om det. Ligesom Finn Hagedorn mener de to dagligvarekæder, at pris og kvalitet overskygger interessen for varernes oprindelse. Frit valg I midten af 1990'erne forsøgte nogle få ildsjæle sig med køb-dansk kampagner. Det floppede totalt, fordi butikkerne ikke ville være med. Forbrugerne var ganske enkelt ikke villige til at vælge det danske bare fordi, det var dansk. Hos Coop afspejler forbrugernes krav sig i, hvad der finder vej til hylder og kølediske. - For tiden er der en kraftig stigning i australsk oksekød. Det handler om kvalitet. Den kraftige stigning på for eksempel polsk bacon handler om pris. Den udvikling tror jeg ikke kan stoppes bare ved at sætte et dansk flag på de danske produkter, siger Jens Juhl Nielsen, informationschef i Coop. Selv om de fleste kunder er mere eller mindre ligeglade med, hvor varerne kommer fra og ingen lov giver kunderne ret til at kende varens oprindelse i detaljer, har Dansk Supermarked indført "Kend Varen" i alle sine butikker. Her oplyses kunderne om, hvor f.eks. kødet kommer fra, og hvor det er bearbejdet. På den måde er der frit valg til at vælge dansk i stedet for de udenlandske alternativer. Over en bred kam høster Dansk Supermarked point for de signaler, som virksomheden sender om, at kunderne har adgang til viden om produkternes oprindelse. Også hos Finn Hagedorn. - Det er positivt, at man gerne vil fortælle, hvor varene kommer fra. Det giver troværdighed, og signalerer overfor kunderne, at produkterne er i orden. At der ikke er noget at skjule. Spørgsmålet er så bare, hvor mange der bruger muligheden og efterfølgende ændre mening og vælger et andet produkt. Noget tyder jo på, at det ikke er mange, siger Finn Hagedorn.