Pris til kulturen

Skulderklap til frivillige organisationer

BAS og NIH Kultur & Musik fik årets Kultur og Institutionspris. Privatfoto

BAS og NIH Kultur & Musik fik årets Kultur og Institutionspris. Privatfoto

Det blev Brønderslev Amatør Scene og NIH Kultur & Musik, der modtog Årets Kultur og Institutionspris 2009. Overrækkelsen fandt sted i forbindelse med Spar Nord Banks aktionærmøde. Der var 25.000 kr. til hver af de to kulturelle institutioner, der på hver sin måde sætter sit præg på kulturlivet i Brønderslev. - Kultur- og institutionsmæssigt er vi godt med i Brønderslev, til trods for, at vi ligger midt imellem to større byer med deraf meget stor konkurrence, sagde næstformand for aktionærrådet, Lars Oddershede, der uddelte priserne. Han fremhævede de to institutioner, der drives af frivillige ildsjæle til stor glæde for alle i Brønderslev by. Fra BAS var det formand Finn Verner Jensen, der modtog prisen. Han kunne fortælle, at BAS begyndte i 1986, hvor det daværende Kulturelt Samråd var fødselshjælper. Den første Brønderslev-Revy blev opført i 1987. Siden har der været 14 revyer, 15 andre voksenopførelser, 17 børneopførelser og ni ungdomsopførelser. - De første år lånte vi klasselokaler og kældre i kommunens bygninger, og opførelserne fandt sted på Restaurant hedelund, men i 1989 fik vi mulighed for at leje den gamle griseauktion i Nørregade - over for rododendronparken. I 2004 lukkede Brønderslevs sidste biograf, og det fik BAS til at gå ind i et biografprojekt. Finn Verner Jensen fortæller, at der er 120 medlemmer i BAS, hvoraf godt halvdelen er børn og unge. - Vi er stolte af vore arrangementer. Byen tager vel imod os. BASBio er velanskrevet med et meget bredt publikum, og vore koncerter og teaterforestillinger er næsten altid udsolgte. For NIH Kultur & Musik var det næstformand Torben Mikkelsen, der modtog prisen. - Det er dejligt at få anerkendelse, siger Torben Mikkelsen. Støtteforeningen for Nordjyllands Idrætshøjskole blev etableret i 1980, da de første tanker om en idrætshøjskole i Brønderslev blev født. Der blev samlet næsten syv mio. kr. ind, og det gjorde det muligt at etablere Nordjyllands Idrætshøjskole i 1986. - Siden er vores forening blevet ændret til en støtte og kulturforening, der arrangerer koncerter, foredrag med mere i og for lokalområdet, fortæller Torben Mikkelsen. Et af de store arrangementer er nytårskoncerten, der hvert år samler 400-500 personer. - Vi har gennem årene også opnået et godt ry som spillested - både for publikum, men også for kunstnerne. - Flere kunstnere afprøver deres turnéprogram hos os, fordi vi har et godt publikum, men også fordi Nordjyllands Idrætshøjskole er et godt sted at være, ligesom ældresagen er populær. Torben Mikkelsen kunne fortælle, at NIH Kultur & Musik i de seneste 10 år har bevilget 700.000 kr. til NIH.