Prisbelønnet bibliotek viser vej til internettet

Forskningsministeriet har kåret Løgstør Bibliotek som en af landets bedste på internettet

Løgstør 15. september 2002 08:00

LØGSTØR: På onsdag kan du få en gratis introduktion til internettet på Løgstør Bibliotek. Og ifølge Forskningsministeriet er netop Løgstør Bibliotek et af de steder i Danmark, hvor der er mest tjek på internettet. Bibliotekets egen hjemmeside viser således, hvordan information og betjening kan gå hånd i hånd - og hvordan man kan forbedre allerede etablerede hjemmesider ved at videreudvikle netstederne. Den flotte bedømmelse fremgår af det årlige kvalitetstjek af offentlige hjemmesider på internettet - Bedst på Nettet - i kategorien kulturinstitutioner. Tolv hjemmesider scorer topkarakteren fem netkroner. Det er ud over Løgstør Bibliotek også bibliotekerne i Helsingør, Silkeborg, Horsens, Gentofte, Frederiksberg, Fredericia, Kolding, Viborg, Herning, Søllerød samt Det Sønderjydske Landsbibliotek. - Det er et flot resultat for bibliotekerne. Ikke mindst er det imponerende, at bibliotekerne på mange forskellige måder har vist, hvordan man kan gøre en hjemmeside overskuelig og brugerrettet, siger videnskabsminister Helge Sander. IT for alle Onsdagens introduktion til internettet er et samarbejde med alle øvrige biblioteker i Nordjylland i det fælles projekt "IT for alle". - Vi satser på at give 10.000 IT-uvante nordjyder lejlighed til at se, hvad de kan bruge internettet til, siger ledende bibliotekar i Løgstør, Bo Jacobsen. Han er også ansvarlig for den prisbelønnede hjemmeside. De nordjyske biblioteker har fået støtte fra Det Digitale Nordjylland, fra Bibliotekarforbundet og har fået sponsoreret hardware og netværk fra Hewlett-Packard og Sonofon til "IT for alle". Budgettet er på knapt 1,2 millioner kroner, og Det Digitale Nordjylland giver alene 395.000 kroner. Bibliotekerne vil løbende indtil marts 2003 tilbyde gratis internet-introduktioner, og på den måde søge at give Nordjylland et løft, når det gælder kendskab til internettet. I "IT for alle" ligger der også, at 100 ansatte ved de nordjyske biblioteker bliver uddannet i at give internet-introduktionerne. Der vil løbende blive udarbejdet undervisningsmateriale. Forskningsministeriets bedømmelse af de offentlige hjemmesiderne kan ses på internet-adressen: bedstpaanettet.dk.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...