Forsikringsvirksomhed

Prischok på forsikringer

Selskaber indfører voldsomme prisstigninger. Se her, hvordan du undgår præmieforhøjelser

Det er særligt kunder med stråtækte tage, nedlagte landbrug, fredede bygninger, ældre huse, udlejede bygninger, ubeboede huse og biler med mange hestekræfter, der risikerer præmiestigninger, fortæller man hos Codan. Arkivfoto

Det er særligt kunder med stråtækte tage, nedlagte landbrug, fredede bygninger, ældre huse, udlejede bygninger, ubeboede huse og biler med mange hestekræfter, der risikerer præmiestigninger, fortæller man hos Codan. Arkivfoto

DANMARK:En lang række danskere har i den seneste uge fået sig noget af et chok, da de åbnede breve fra deres forsikringer.

For nogen er præmierne nemlig steget voldsomt, skriver BT.
I nogle tilfælde er præmien hos forsikringsselskaberne steget mere end 300 procent fra den ene dag til den anden.
Prisen for en husforsikring kan for eksempel være gået fra 10.000 kroner om året til hele 32.500 kroner.

Grove stigninger

Hos forbrugerrådet bekræfter man problemet, efter at have fået adskillige henvendelser fra vrede, frustrerede kunder.

- Det er groft. Det er nogle præmiestigninger, som skaber meget frustration, og som er til stor gene for kunderne, siger Mads Mølgaard, jurist i Forbrugerrådet.
Han forklarer dog, at prisstigningerne ikke er ulovlige, selvom de virker urimelige.
- Der er ingen regler. Udgangspunktet er, at man kan fastsætte prisen i forhold til den risiko, man mener, kunden udgør. Det skal selvfølgelig være sagligt, men der er ingen grænse, siger han.

Større spredning i priser

Hos Codan bekræfter man prisstigningerne, og her skyder man skylden på stigningen i store brandskader og antallet af indbrud.

Derfor er det særligt kunder med stråtækte tage, nedlagte landbrug, fredede bygninger, ældre huse, udlejede bygninger, ubeboede huse og biler med mange hestekræfter, der risikerer præmiestigninger.
- Den gennemsnitlige Codan-kunde får ikke en stigning, mens kunder med særlig risici får meget store stigninger. Så der er sket en større spredning i priserne, siger Marianne Dahl Steensen, privatkundedirektør i Codan, til BT.

Slip for store stigninger

Mads Mølgaard fra Forbrugerrådet og Annette Bjaaland Andersen fra Finanstilsynet har samlet følgende råd til, hvordan man undgår horrible præmieforhøjelser:.

- Ring til forsikringsselskabet og bed om en detaljeret forklaring på, hvorfor din præmie er steget. Vurder efterfølgende om forklaringen er rimelig.
- Forsøg at forklare selskabet, at du synes, stigningerne er uacceptabel og forlang præmien sat ned. I modsat fald kan du true med at skifte selskab. Her fungerer truslen bedst, hvis du i forvejen har indhentet tilbud fra andre selskaber.
- Spørg selskabet, hvad der skal til for at sænke prisen. For eksempel kan forbedringer af huset have en betydning.
- Undersøg om det kan lade sig gøre at blive forsikret gennem dit fagforbund. Det er oftest markant billigere.
- Brug Forsikringsguiden.dk - Det er en guide, som kan vejlede dig til det billigste selskab.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.