EMNER

Prisen for børns forkælelse skal betales

Meget hurtigt og ganske kort, så er afmagt ikke nogen undskyldning for ikke at handle socialt ansvarligt.

Afmagt er en følelse, som Henrik Bang-Møller godt ved, har eksistentiel karakter, og som kan lamme. Sikkert ikke for altid, men i hvert fald i perioder. Og Henrik Jensens bog "Offerets århundrede" kan givet indskrive sig i rækken af bøger, der - undskyld udtrykket - skriger til himlen om uretfærdighed på jord. Sikkert på samme måde som Janne Bangs kommende bog om kz-lejre og menneskelig fornedrelse. Og om en tresser, halvfjerdser og firser generation, der vendte velfærdssamfundets forkæmpere ryggen. Men skal vi pege fingre, nu da det er en dødssynd at ville kigge om bag de letkøbte fortolkninger af gymnasieelevers og seminaristers adfærd i forhold til personlig karakter, så kan bolden kun ende hos forældrene. Hvis generationen af gennemsnitlige gymnasieelever er så handlingslammede og ude af stand til at handle med personlig karakter, jamen, så må de have lært det et sted. Det kan godt være, at det ikke er sket med kirkens velsignelse - undskyld udtrykket - men den manglende evne til at træde i karakter, kan vel kun stamme fra det "mor-somme" samfund, eller det samfund, hvor fædrene endnu ikke var trådt i karakter (måske det er ved at ske), og hvor mødrene krævede flere rettigheder, på arbejdsmarkedet, i familien, og i parforholdet. Med lidt andre ord: For at kunne træde i karakter, må man have erfaret nogen med karakter. Og med Henrik Bang-Møller ord er det eller har det ikke været tilfældet. Om det er institutionernes skyld - familien, kirken, gymnasiets - det slagsmål kan man altid tage. Men det forklarer ikke, hvorfor vi kan være uenige om at fortolke unges og lidt ældre unges adfærd overfor familie, nærsamfund og omverden. Jeg vil, nu jeg er ude i dødssyndsområdet, tillade mig den tolkning, at gymnasieelevernes og seminaristernes forældre har været forkælede. Og det betaler alle parter prisen for nu.