EMNER

Prisen på havnejord kan ikke forhandles

15 eksisterende lejere ved Langerak får snart tilbud og samtidig frist for at beslutte sig

FREDERIKSHAVN:15 nuværende lejere på Frederikshavn Havn kan snart vente et købstilbud på den jord, deres ejendomme ligger på. Tilbuddet fra havnebestyrelsen er ikke til forhandling, afviser havnedirektør Preben Reinholt samtidig. - Det kommer der ikke noget godt ud af. Det, vi har sat i værk er, at havnens advokat udarbejder skøde og købstilbud til hele rækken af eksisterende lejere langs Langerak fra Hornværket til Sandholm - 15 i alt, siger Preben Reinholt. - I stedet for at sende tilbud ud til den og den pris, har vi valgt at gøre arbejdet færdigt, så det hele kan bringes på plads en gang for alle, og jeg har netop fået advokatens udkast, som jeg skal have vendt engang, inden de sendes ud. Preben Reinholt siger samtidig, at det er størrelsen af de enkelte grunde, der bliver udslagsgivende for kvadratmeterprisen. Han vil ikke kommentere, om der er direkte proportionalitet i tilbudsmaterialet eller om en mindre grund tværtom er dyrere end en større. - Tilbuddene gives i henhold til de nuværende afgrænsninger grundene har i dag. Der kan være et lille hjørne eller strimmel hist eller pist, hvor der mest hensigtsmæssigt er rettet lidt på stregerne, men stort set er det de eksisterende grænser, der gælder. Tilbud med frist Modtagerne af købstilbudene vil samtidig få en frist til at beslutte sig. Takkes der nej til køb, fortsætter den hidtidige lejekontrakt uændret, og en forlængelse, når den udløber, vil ifølge havnedirektøren kunne forhandles ”hvor det er praktisk muligt”. Foruden de 15 eksisterende lejere på Langerak er også to ubebyggede grunde. Dels den såkaldte ”Marokko-lejr” med gamle fiskeredskabsskure på samlet 8000 kvm. nord for Knoten samt en grund på 3700 kvm ved siden af ”Kvik-Olsen’s” pakhuse nærmere Sandholm. Fiskerhuse i fare Marokko-lejren er omfattet af en såkaldt løs pladslejekontrakt, og sælges grunden, kan fiskerne se sig nødsaget til at flytte deres redskabsskure endnu engang, hvis der ellers kan anvises anden plads. - Der har meldt sig interesserede købere til de to ubebyggede arealer. De vil få et tilbud, hvis de stadig er interesserede, siger Preben Reinholt. Nok så bemærkelsesværdigt er Ørskovs store Sandholm-grund ikke med i første bølge af købstilbud fra havnen. - Men jeg forventer, at noget sker inden for en nærmere tidshorisont, siger Preben Reinholt. Netop Ørskov-besiddelsen på Sandholm 55 var hos havnens ejer, Frederikshavn Byråd, med til at fremprovokerede et ønske om hurtigt frasalg af de ikke kajnære arealer, så erhvervsudviklingen ikke blev sat i stå. Ørskov har skrevet slutseddel om et salg af Sandholm til en investor, der også tager den resterende stribe af store og hidtil usolgte værftsbygninger på uændret lejet grund med i købet. Slutsedlen er ifølge Niels Ørskov ikke betinget af, hvad Sandholm-grunden måtte komme til at koste.