Prisen på huse og lejligheder steg i årets første måned

Der var prisstigninger på hylderne hos landets ejendomsmæglere i januar i forhold til december

HELE LANDET: Priserne på huse stiger. I januar steg prisen på enfamiliehuse med 1,4 procent i forhold til december på landsplan. Og samme tendens ses på ejerligheder, hvor stigningen var på en procent, viser tal fra Danmarks Statistik.

Ejerlejligheder er steget med 7,6 procent på årsbasis, mens prisen for enfamiliehuse er steget med 2,1 procent.

- Priserne på ejerlejligheder ligger dog stadig 17,6 procent lavere end juli måned 2006, hvor priserne toppede. Der er altså stadig et godt stykke vej op til niveauet før krisen, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Udviklingen dækker over store geografiske forskelle. Det er især ejerlejlighederne i og omkring de større byer, der er steget i pris de senere år, siger hun i en kommentar til tallene.

Lise Nytoft Bergmann, der er boligøkonom i Nordea, siger, at især prisstigningerne på huse er godt nyt. Ændringer på boligmarkedet starter traditionelt på lejlighedsmarkedet i og omkring de store byer, hvorefter de breder sig som ringe i vandet.

- De prisstigninger, vi nu ser på husmarkedet, bekræfter os i, at den udvikling også vil finde sted under den nuværende optur, siger hun.

- På den baggrund forventer vi da også, at de nuværende positive vinde på boligmarkedet vil bide sig yderligere fat i de kommende måneder, og at særligt husejere med matrikel i de city-nære forstæder står til en gevinst, siger boligøkonomen.

Et hus til 1.500.000 kroner for ét år siden, vil i dag med prisstigningen være 51.000 kroner dyrere.

- Det hører dog med til historien, at da prisen var på sit højeste i sommeren 2007 kostede samme hus 1.858.000 kroner - det vil sige 307.000 kroner mere. Så selv om husejeren er blevet rigere, er der fortsat meget at indhente, siger Lise Nytoft Bergmann.

En lejlighed til 1,5 millioner kroner for ét år siden er steget med 119.000 kroner i dag. Da priserne var højest i 2006 kostede lejligheden 1.914.000 kroner, og da de var lavest i slutningen af 2011 kostede den 1.332.000 kroner, viser tal fra Nordea.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.