Affald

Prisfald skyldes affald

Varmeprisen dykker for tredje år i træk

AARS:Når du skruer op for radiatoren og mærker varmen brede sig i hjemmet, bør du skænke skraldeposer og den krøllede avis fra i går en venlig tanke. Affald er nemlig årsagen til, at varmeprisen i Aars er faldet for tredje år i træk. Hele 98 procent af byens varmeforsyning er dækket af affaldsvarme viste det sig, da Aars Fjernvarmeforsyning holdt generalforsamling. Det er en imponerende statistik, mente arkitekt Niels Krogh Madsen. Helt præcist betyder tallene, at en gennemsnitlig parcelhusejer har fået 800 kroner mere om året at fornøje sig med ud fra en gennemsnitlig udgift til opvarmning på 11.271 kroner. - Bestyrelsen er tilfreds med, at omsætningen er faldet på grund af aftalen med Renovest. Dette hænger sammen med, at fordelingen mellem affalds- og varmesiden nu er mere rimelig. Aftalen er tilfredssstilende for begge parter, fastslog formanden for Aars Fjernvarmeforsyning, Svend Andersen. Han påpegede, at det er bestyrelsens målsætning at holde stabile varmepriser de kommende år. Derfor ruster selskabet sig økonomisk til næste års installering af et dioxinrensningsanlæg til 20-30 millioner samt renoveringsplan for ledningsnettet. I årets løb er der også investeret i udvidelse af affaldssiloen på varmeværket og flytning af et træpillelager. - De forbedringer giver mulighed for en langt bedre drift til gavn for såvel miljøet som forbrugernes pengepung, vurderede Svend Andersen.