Boligøkonomi

Prisforskel på boliger slår rekord

Aldrig har forskellen på huspriserne i storbyen og provinsen været større end nu

Arkivfoto
Arkivfoto Lars Pauli

DANMARK: Køber man et typisk parcelhus i København, skal man i dag give 2,4 millioner kroner mere for det, end hvis man havde købt præcis det samme hus i Vest- og Sydsjælland. Det skriver Politiken mandag.

Den udvikling betyder, at prisforskellen nu er større, end da boligboblen var på sit højeste i 2006. Det viser beregninger, Realkredit Danmark har lavet for Politiken.

Tendensen er den samme på landsplan, men er stærkest i forholdet mellem hovedstaden og Sjællands yderområder.

- Vi er vidne til en kraftigere polarisering mellem by og land end hidtil set, siger cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark til Politiken.

Siden 2009 er huspriserne i København by, der dækker over København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør, skudt i vejret med 25 procent, mens priserne på samme tid er dykket med 30 procent i Vest- og Sydsjælland. I 2013 blev 1.121 parcelhuse handlet i København by.

Lav rente har stor betydning

Normalt vil en stigning i prisforskellen mellem by og land efterhånden gøre det så meget dyrere at købe hus i byen, at mange ikke længere har råd og derfor begynder at købe uden for byen igen. Men den mekanisme er nærmest ophævet nu, viser Realkredit Danmarks analyse.

Huskøbere i København mærker nemlig ikke, at hovedstaden er blevet dyrere end resten af Sjælland. Huskøbernes foretrukne lån, etårigt flekslån, er nået ned i nærheden af 0 i rente, og hvis man samtidig tager afdragsfrihed, skrumper den reelle udgift på lånet ind til stort set blot at være lånegebyret til realkreditinstituttet, som også kaldes bidragssatsen.

Stor fraflytning

Det betyder, at det lige nu kun koster 1.650 kroner mere om måneden at sidde i et nykøbt parcelhus i København end i et tilsvarende hus i Vest- og Sydsjælland. Hvis renten havde været på 4 procent, ville huset i København koste næsten 5.000 kroner mere om måneden i låneydelse end huset i Vest- og Sydsjælland.

Udviklingen giver allerede problemer for flere sjællandske kommuner, som har stor fraflytning, påpeger en af landets førende boligforskere.

- Det gør kun situationen værre, når den lave rente får det til at se attraktivt ud at købe hus i København, siger Morten Skak, lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet, til Politiken.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden