BRØNDERSLEV:- Der er ingen rimelig begrundelse for at AVV hæver brugerbetalingen igen.
Så ligefrem var kritikken fra Claus Kongsgaard (V) på det seneste byrådsmøde i Brønderslev, da byrådet fik forelagt næste års budget for Affaldsselskabet Vendsyssel Vest (AVV).
Claus Kongsgaard, der er kreditchef hos Nordjyske Bank, har læst budgettet grundigt igennem.
- Jeg vil gerne opfordre vores medlemmer af AVV’s bestyrelse til at arbejde for at få brugerbetalingen ned. Nu er brugerbetalingen steget med 18 procent på tre år. Det synes jeg er uacceptabelt, og jeg kan simpelt hen ikke finde en begrundelse for det nogen steder i budgettet, sagde Claus Kongsgaard på byrådsmødet.
Brønderslev Byråd godkendte budgettet, men pålagde byrådets repræsentanter i AVV’s bestyrelse, at tage Claus Kongsgaards bemærkninger op i bestyrelsen.
Ovn skal renoveres
AVV’s formand, Ole Ørnbøl (S), mener derimod prisstigningen er helt rimelig. AVV hverken bruger eller puger penge unødigt, forsikrer han.
- Henlæggelserne går til at renovere ovn 2, der længe har været slidt og dyr i drift. Vi synes det er bedre at spare op end at optage lån. Sidst var kommunerne ikke ret begejstrede, da vi skulle ud at optage lån, siger Ole Ørnbøl.
Affald er guld værd
Claus Kongsgaard mener stadig, at prisstigningerne er urimelige.
- Man kan jo skrive hvad som helst i budgettet. Det kommer an på hvordan man laver regnestykket. AVV har penge nok og deres indtægter stiger. Der er ingen begrundelse for at hæve prisen, fastholder han.
- Når jeg kører på genbrugspladsen, reklamerer de med at mit affald er guld værd. For hvem? Da ikke for mig som borger, tilføjer Claus Kongsgaard.
Ikke desto mindre ligger AVV i top 10 over de mest veldrevne affaldsselskaber. og prismæssigt ligger selskabet i den pæne halvdel, påpeger Ole Ørnbøl.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.