Prishop øger amerikanernes fokus på bilers brændstoftørst

Af Ritzaus udsendte medarbejder Regner Hansen Californien: 4,65 kroner pr. liter benzin. En dansk bilist vil finde prisen eventyrligt lav. Dette fund af en pris stammer da også - i omregnet udgave - fra Californien. Og på en Texaco-tankstation i byen Salinas synes kunderne tværtimod, at det er en skræmmende virkelig udskrivning nu, når de skal have fyldt op. Benzinpriserne i USA er steget med i gennemsnit 30 procent på få måneder på grund af forsyningsproblemer, og dette hop får et lille, men voksende antal amerikanere til at overveje, om de skal skifte til en bil med en bedre brændstoføkonomi. De elskede firehjulstrækkere udgør hele 25 procent af bilsalget, og eksperter advarer imod at forvente en revolution, som betyder et brud med disse tunge benzinslugere. Derimod vil folk måske søge hen imod terrængående biler, der er en anelse mindre grådige. Eksempelvis er der netop kommet en Hummer H3 - et monster af et militærkøretøj - på gaden, som kan køre op mod 8,5 kilometer på literen. Også inden for personbiler vinder de mere energiøkonomiske biler frem, og de nye hybridbiler ventes ifølge bilkonsulentfirmaet J.D. Powers at sætte sig på fire procent af markedet inden udgangen af dette årti. Bilforhandlerne i Salinas, hvoraf mange er samlet i Auto Center Circle, sælger i sagens natur et stort antal terrængående biler, herunder også varevogne, fordi denne by 140 kilometer syd for San Francisco ligger i et område, hvor der er en intensiv produktion af frugt og grønt. Faktisk kaldes Salinas for verdens salatskål. Men hos Sam Linder, som både tilbyder amerikanske Cadillac og Oldsmobile og japanske Honda, kan Bill Jones fra salgsafdelingen notere en svagt øget interesse for mindre biler og en nysgerrighed i forhold til Honda Accord, som nu findes i en hybridversion. - De stigende benzinpriser gør indtryk, men folk kan nu godt lide en bil, som har muskler, smiler han. George Peterson fra konsulentfirmaet AutoPacific siger det samme på en lidt anden måde til det amerikanske nyhedsmagasin Newsweek: - Vi er ikke lige pludselig blevet tøsedrenge. Men udviklingen på markedet har alligevel været så markant, at den - sammenholdt med høje produktionsomkostninger - har hensat de amerikanske giganter i bilbyen Detroit i krise. Både General Motors (GM) og Fords salg af biler var i oktober i år 26 procent lavere end i samme måned sidste år. GM meddelte for en god uges tid siden, at koncernen helt eller delvist lukker et dusin fabriksanlæg i USA og Canada og nedlægger 30.000 arbejdspladser i løbet af tre år. Eksperter vurderer, at GM i alt for høj grad har satset på firehjulstrækkerne. Desuden er der bekymring over GM's mulige økonomiske forpligtelser over for det konkursramte tidligere datterselskab Delphi, som producerer bildele. Også Ford har bebudet nedskæringer i arbejdsstyrken, og også her har en overdreven fokusering på terrængående biler medvirket til nedturen, erkender ledelsen. Don MacKenzie, som i organisationen Union of Concerned Scientists følger transportudviklingen, konstaterer, at amerikanske bilproducenter er blevet overhalet af især asiatiske konkurrenter, når det gælder mere energivenlige køretøjer, herunder hybridbiler. MacKenzie siger til Ritzau, at der vil blive øget fokus på brændstoføkonomien, uanset om det gælder almindelige personbiler, firehjulstrækkere eller hybridbiler. GM's og Fords umiddelbare reaktion med at sætte prisen på terrængående biler ned er efter hans opfattelse kortsigtet. Clotaire Rapaille er en åbenmundet markedsføringskonsulent for store amerikanske koncerner, og han er skånselsløs: - Detroit er som Sovjetunionen før Berlinmurens fald langsom til at komme i gang og tilpasse sig, mener Rapaille, som er af fransk oprindelse. GM bebudede for nyligt, at koncernen i løbet af fem år vil fordoble antallet af bilmodeller, som er en krydsning af firehjulstrækkere og personbiler i håb om at imødekomme forbrugernes ændrede præferencer. Og Ford vil i samme periode tidoble produktionskapaciteten med hensyn til hybridbiler og vil samtidig fremstille halvdelen af de nuværende modeller i parallelle hybridudgaver. Desuden satser Ford kraftigere på ethanoldrevne køretøjer, hvilket også fremgår af en aggressiv "grøn" reklamekampagne i amerikanske medier i denne tid. Men disse nye fremstød vil næppe tvinge fremstormende japanske Toyota ud i rabatten. Prognoser viser, at Toyota skriver amerikansk erhvervshistorie i løbet af 2006 ved at overgå Detroit-giganterne med hensyn til bilsalg på USA's hjemmemarked. Camry er den førende model inden for personbiler, Prius topper blandt hybridbiler og Lexus er amerikanernes foretrukne luksusbil. - Der var engang, hvor dette at have en kæmpemæssig motor var sagen. Nu peger alt på en måde i retning af den kendsgerning, at hvis man vil have et godt image, er det bedre at være effektiv, udtaler Jim Press, Toyotas salgsdirektør i USA, om brændstofforbruget. /ritzau/