Fodbold

Priske og Bælum i venteposition

AALBORG: AaB's redning i Superligaen er høj grad sket i kraft af en solid forsvarskæde, der i fire kampe kun har lukket ét mål ind, men mindst én af aktørerne er væk efter sommerferien. Til mange AaB-tilhængere store fortrydelse får Diego Tur ikke forlænget kontrakten, der udløber med udgangen af denne sæson. Den populære midterforsvarer spiller afskedskamp på søndag ude mod Esbjerg og tørner derefter med stor sandsynlighed ud for den nyoprykkede superligaklub Frem. AaB-anfører Brian Priske måtte efter en stor indsats i 1-0 sejren i onsdags over FC Midtjylland konstatere, at hans planlagte skifte til Utrecht definitivt er forpurret, efter at den hollandske klub har lejet en anden højre back. - Nu skruer jeg op for blusset i forhold til andre klubber, der har vist interesse, men det er svært at blive købt fri på nuværende tidspunkt, når jeg kan skifte transferfrit om et halvt år, erkender Brian Priske, der således måske dukker op, når AaB 8. juli indleder forberedelserne til næste sæson. For Thomas Bælum er der kridtet op til et efterår i AaB-trøjen, men derefter er fremtiden uvis for midterforsvareren, der ligesom Brian Priske har kontrakt året ud. - Som det går nu har jeg stor lyst til at fortsætte i AaB, men det er primært op til klubben, siger Thomas Bælum, der i juli skal have en nærmere drøftelse med sportsdirektør Lynge Jacobsen. Sidstnævnte ønsker bl.a. afklaret, om Thomas Bælums bentøj holder til strabadserne, før han eventuelt tilbydes en ny kontrakt. I denne sæson har han på grund af knæproblemer kun spillet otte superligakampe. abel