EMNER

Priskonkurrence om ny grundlov

Der er tre studieture til en værdi af 235.000 kroner at vinde ved Folketingets priskonkurrence om at skrive en ny grundlov. Konkurrencen kan vindes af grupper med mellem fire og 30 personer. Vinderne får præmierne overrakt af Folketingets formand Ivar Hansen (V) ved en grundlovskonference i juni næste år. Førstepræmien er en studietur til udlandet for 100.000 kroner, nr. to vinder en tur til 75.000 kroner, mens tredjepladsen belønnes med en rejse til 60.000 kroner. Grundloven skal være skrevet klart, så den er let at forstå. Bidragene skal opfylde fire krav. Deltagerne skal forklare, hvorfor deres grundlov skal gennemføres. De skal skrive om kongehuset, Folketinget og regeringen. De skal redegøre for grundlovens friheds- og menneskerettigheder. Endelig skal de redegøre for Danmarks forhold til omverden, forklarer Ivar Hansen. - Jeg håber, at mange vil deltage i Folketingets konkurrence om en ny grundlov. Det er fundamentalt for vores demokrati, at aktive medborgere ude i landet engagerer sig i folkestyrets udvikling, i stedet for at diskussionen alene føres inde i Folketinget, siger han. Bidragene skal afleveres elektronisk til Folketinget senest 1. marts 2003 på www.grundlovsdebatten.dk. Her kan interesserede finde yderligere oplysninger. De kan downloade Folketingets to hæfter "Grundloven på let dansk" og "Grundloven - Hvorfor og Hvordan?". /ritzau/