Priskrig forgylder kunder med lån i andelsbolig

Flere af landets største banker kappes om at holde på kunder ved at sætte rente ned

Arkivfoto <i>Foto: Torben Hansen</i>

Arkivfoto Foto: Torben Hansen

DANMARK:Flere af landets største banker kappes nu om at holde på kunderne ved at sætte renten på andelsboliglånet markant ned - helt uden at kunderne selv har bedt om det. Det skriver Politiken mandag.

Som et eksempel kan Politiken berette om Christian Møller, hvis bank, Nordea, selv ringede og tilbød at lægge to lån sammen og sætte renten ned fra 7,5 til 4,6 procent, hvilket ville spare ham for 85.000 kroner over de næste fem år.

- Christian Møllers eksempel er slet ikke ekstremt. Vi ser lige nu en del eksempler på folk, der får halveret deres rente på andelsboliglå”, siger John Norden, direktør i Mybanker, der lever af at sammenligne bankernes renter, til Politiken.

Prisen sænket

Christian Møller er da også blot en af flere kunder i Nordea, der i denne tid får renten på deres lån sat markant ned. Det skyldes, at banken specifikt har sænket renten på store andelsboliglån for at holde en konkurrencedygtig pris, fortæller Ken Adrian, privatkundechef i Nordea, til Politiken.

- Vi mener, at god rådgivning er at foreslå sådanne ting for kunderne. Vi gør det, for at kunden kan føle sig tryg ved den bank, han har, siger Ken Adrian til Politiken.

At der er kamp om andelsboligkunderne, bekræfter Danske Bank til fulde:

- Andelsboligmarkedet er superinteressant for os. Priserne på både ejer og andel er steget og bliver handlet mere, end vi har været vant til, og hver gang en andel skifter hænder, vil vi gerne være inde over, siger rådgivningsdirektør i Danske Bank Mark Namensen til Politiken.

To procent ned

Danske Bank har sat sine renter på andelsboliglån markant ned i de senere år, så kunderne i dag kan få en rente på ned til 4,5 procent, påpeger Mark Namensen:

- I den forbindelse har vi ringet til de kunder, som lå skævt i forhold til de nye renter, og sagt: Kære kunde, her er din nye pris. Det har vi gjort, fordi vi gerne vil holde på vores gode kunder, så de oplever, at de har det rette lån, siger Mark Namensen til Politiken.

Mark Namensen forklarer den skærpede konkurrence på andelsboliglån med, at markedet for boligformen har rejst sig:

- Når både handlen og lejlighedernes priser stiger, er der mere at belåne. Det har givet markedet et boost. De kunder, vi giver de laveste priser, har sund økonomi og bor i andelsboligforeninger, hvor omsætteligheden er høj og gælden lav. Den store diskussion lige nu er, hvor langt ned i rente man kan gå, før det ikke længere er lønsomt for banken, siger Mark Namensen til Politiken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.