EMNER

Priskrig på benzin breder sig

Literprisen 95 øre ned i Frederikshavn

FREDERIKSHAVN:Julepriskrigen på benzin har bredt sig. På flere tankstationer i Frederikshavn og Sæby kunne man i går købe blyfri 95 oktan til 7.43 kr. pr liter. Det er 95 øre under normalprisen. Benzinkrigen blev indledt lige før jul af Haahr Benzin i Vangen, der nedsatte literprisen til netop 7.43 kr. pr. liter. I første omgang valgte benzinforhandlerne i Frederikshavn at ignorere prisnedsættelsen, men det holdt altså kun kortvarigt. Hos Haahr Benzin i Vangen gælder literprisen på 7.43 kr. kun automatsalg. Hvis man betaler ved kassen, er prisen 7.58 kr. pr. liter for 95 oktan, mens man for eksempel på DK-tanken på Hjørringvej i Frederikshavn kun betaler 7.43 kr. ved kassen. Direktør Olaf Haahr bebudede i sidste uge, at Haahr fortsætter med lave benzinpriser et stykke ind i det nye år. Hos Haahr Benzin i Vangen lader man muligheden for yderligere prisnedsættelser stå åben, men yderligere nedsættelser vil komme "som lyn fra en klar himmel".