Priskrig til glæde for annoncørerne

Ny ugeavis udkommer i dag, hvilket har trykket annoncepriserne

Prisforhold 25. februar 2003 07:00

HADSUND: Når den nye ugeavis LokalAvisen i dag dumper ind ad brevsprækken i over 20.000 hjem, er det begyndelsen på en kamp om annoncekronerne i det østhimmerlandske område. Siden avisens eksistens blev kendt i januar måned, er annoncepriserne blevet sænket i flere omgange. Hadsund Folkeblad, der er konkurrent til den nye avis, reklamerer med stort prisfald på annoncer pr. 1. februar, og LokalAvisen har måttet sænke sine priser yderligere, så den i øjeblikket tilbyder annoncørerne en millimeterpris på 2,25 kroner. - Ud fra vores synspunkt er det fornuftige priser, siger Palle Sund Kristensen, der er én af personerne bag LokalAvisen. Sammen med Flemming Bøgh Pedersen har han skudt penge i projektet, som bliver drevet sammen med Knud Erik Thomsen og Maj-Britt Hedegaard Krogh. De tre mænd har alle været ansat på Hadsund Folkeblad, mens Maj-Britt Hedegaard Krogh er ny i branchen. - Vores mål er ikke at kvæle folkebladet, men at lave noget anderledes, og jeg tror, vi kører videre begge to. Det er jeg overbevist om, siger Palle Sund Kristensen. Knud Erik Thomsen supplerer: - Det er jo ikke anderledes end at åbne en tøjbutik på den anden side af gaden. Også på opfordring Idéen blev så småt søsat for ni måneder siden, og siden har de tre mænd diskuteret, hvad der skulle til, for at avisen kunne køre rundt. Samtidig blev de tilskyndet af forskellige forretningsfolk til at prøve lykken. - Det er også lidt på opfordring, for ellers ville vi ikke have satset dette her, siger Palle Sund Kristensen. Han forklarer, at de har vurderet, hvad der er af kunder i deres dækningsområde, som også er syd for Mariager Fjord, og kommet frem til et omsætningstal, som de mener at kunne opnå. Selv om en del annoncører har taget imod det nye tilbud med kyshånd, så er det også svært at komme ind på et domæne, som konkurrenten har siddet på i 95 år. - Det har været lidt ambivalent. De vil gerne støtte os, men også gerne folkebladet, siger Knud Erik Thomsen, mens Flemming Bøgh Pedersen forklarer, at Hadsund Folkeblad er en institution, som alle kender. Hadsund Folkeblad har ingen kommentarer til den verserende priskrig.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...