Prisstigning vil koste elever

Musikskoleleder advarer imod, at musikskolen bliver så dyr, at den kun er for eliten

Dronninglund 10. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: I aften kigger byrådet budget 2003 dybt i øjnene, når budgetforslaget førstebehandles. Et af punkterne i budgetforslaget for næste år er en prisstigning på ti procent i den kommunale musikskole. På forhånd ser det ud til, at der er bred politisk enighed rundt om bordet omkring prisstigningen. Og det ærgrer Tom Blom, der er leder af musikskolen, der i år har fejret 25 års jubilæum. - Det er forkert, at man igen vil til at skære i musikskolen, siger Tom Blom, der i øvrigt ikke har hørt en lyd fra politikere eller embedsmænd omkring spareforslaget men først erfarer det, da NORDJYSKE kontakter ham. Han mener, at politikerne skal passe på, at brugerbetalingen bliver så høj, at det kun er de få, der har råd til at være med. - Så kommer vi derhen, hvor vi går tilbage til, at musikskolen kun er for eliten, siger Tom Blom. Samlet set skal eleverne i musikskolen betale 21.000 kr. mere. - Jeg håber ikke, at musikskolen nu skal til at være dyrere, end den er i forvejen, for der er mange der klager over, at det er blevet for dyr, siger Tom Blom. Han peger på, at musikskolen i øjeblikket er velfungerende med 500 elever, men at de unge og forældre kan blive nødt til at vælge, hvis prisen bliver for høj. - En prisstigning næste år vil koste elever, Hvis folk føler, at musikskolen bliver alt for dyr, så begynder folk at prioritere, siger Tom Blom. Rent prismæssigt vurderer musikskolelederen, at Dronninglund kommunale Musikskole i øjeblikket ligger i midten af feltet blandt de nordjyske musikskoler.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...