Prisuddeling ændres efter kritik

Næste år vil priserne formentlig blive uddelt efter nye kriterier

EMNER 19. september 2003 06:00

SINDAL: De regler, som ligger til grund for det kommunale skulderklap, som borgmesteren uddeler hvert år til de idrætsfolk, der har fået fornemme placeringer og dermed kippet lidt med Sindal-flaget rundt om i landet, ændres formentligt. Det sker fordi, der gennem årene har været kritik af kriterierne for uddeling af idrætspriserne, og i år var da heller ingen undtagelse. Ganske vist snuppede Sindal Billad Klub (SBK) de tre priser, som blev givet, da de var i audiens hos borgmester Søren Risager (V) i går sidst på eftermiddagen, men netop SBK er utilfreds med prisuddelingen, fordi et hold vandt JM, men alligevel ikke blev inviteret, da de ifølge den kommunale optik blot kvalificerede sig til DM. - Vi kan ikke bøje de aftaler, der ligger i dag. Så vil nogle fra de tidligere år bare føle sig snydt. Jeg synes, vi skal se lidt bredere på det, end vi gør i dag, lød beskeden fra bormesteren til de tre SBK'ere. Derfor har han netop sendt et brev til børne- og kulturudvalget, som bliver bedt om tage stilling til en revision af regelsættet for modtagelse på rådhuset. Årets priser: Susanne M. Sørensen, Ella Stønbach samt Eva Olesen hædret for deres DM i Kvindedivision for hold, mens førstnævnte også har fået DM-sølv i keglebillard for Kvinder Elite.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...