Prisvinder fire gange i træk

Ejvind Bak har haft en finger med i spillet på de sidste fire bygninger, der har fået kommunens forskønnelsespris

V. HJERMITSLEV: I øjeblikket er det Jetsmark IF’s sportschef, Kent Hangaard, der nyder godt af Ejvind Baks kunnen med hammer og søm. En ny tilbygning og et nyt tag til huset i Lindholm er på vej. Og Hangaard kan såmænd tage det lige så roligt som han fejrede sine scoringer, for hans hus er i særdeles kompetente hænder. Ejvind Bak har været med til at lave arbejde på Jetsmark IFs klubhus, Per Jensens Hawet i Blokhus, Ingstrup Mejeri og Lunden i V. Hjermitslev. Disse fire bygninger er også de seneste fire års bygninger, der har fået Pandrup Kommunes Forskønnelsespris. Ejvind Bak er selvfølgelig stolt over at have været med på disse arbejder, men ellers er han meget beskeden om sin indsats. - Vi har jo kun lavet en del af arbejdet, men jeg synes da, at vi har været noget heldige at få lov til at være med. Vi har budt ind på en del licitationer i de sidste par år, som vi heldigvis har fået, fortæller 65-årige Ejvind Bak, der fik følgende ord med på vejen af borgmester Flemming Jansen (V), da ”Lunden” forleden blev præmieret med Forskønnelsesprisen. - Enten har du været meget heldig eller så har du en dygtig hånd, og jeg tror mest på det sidste. Gode vintre Ejvind Bak har været selvstændig tømrer i knap 40 år. Han var kun svend i tre til fire år, før han byggede sit værksted på den ene side af de gamle jernbaneskinner på ruten Hjørring-Løkken-Aabybro. Siden har han også bygget eget hus på den anden side. - Man må ikke håbe, at de starter ruten op igen, for så kommer jeg godt nok til at bo tæt op ad banen, lyder det muntert fra Ejvind Bak i en kort pause. Der skal laves noget hele året rundt og de milde vintre, vi har haft i flere år, er en kærkommen gave til Ejvind Bak og hans kolleger. - Kreditforeningerne og sparekasserne vil stadig have deres penge, så det er om at få noget lavet. Men det er jo dejligt i øjeblikket. Jeg er glad for, at jeg ikke sidder bag en computer i dag, siger Ejvind Bak og tilføjer, at der forleden var så varmt, at de næsten smed jakkerne for at kunne holde det ud. Ejvind Bak har næsten konstant fem til seks mand ansat. Snart kommer der en ny lærling ind i firmaet og han bliver nok den sidste inden at Ejvind Bak går på pension om to til tre år. - Det er lidt sjovt. For 25 år siden var hans far lærling hos mig, så nu skal jeg også lige have sat sønnen ordentlig i gang, fortæller Ejvind Bak, der ikke frygter at komme til at kede sig, når han ikke længere skal op for at gå på arbejde. - Jeg går meget til fodbold. Jeg ser V. Hjermitslev, Brønderslev og Jetsmark, siger Ejvind Bak, der ikke mener, at han er i spil med hensyn til Forskønnelsesprisen i 2004, da han ikke rigtig har nogle arbejder i Pandrup.