Aalborg

Prisvinderen har mod og kampånd

AALBORG:En modtager af Den Nordjyske Erhvervspris er præget af mod og vilje - og deltager ikke i klynkeriet omkring hvor svært det hele dog er i Nordjylland. Det mener direktør Kurt Weiss Christensen, formand for Dansk Industri i Nordjylland og en de syv medlemmer i den dommerkomite, som i sidste ende udpeger årets prismodtager. - Naturligvis skal alt det faktuelle omkring regnskaber og den slags være i orden. Profitten er en måde at vurdere en virksomhed på, men der skal også være noget andet, pointerer Kurt Weiss Christensen. For hans eget vedkommende er det netop det ekstraordinære og det specielle, han fokuserer på, når prismodtageren skal udpeges: - Det, jeg går efter, har noget med vilje, mod og kampånd at gøre. Noget med at gå imod det mørke syn på udviklingen, som ellers hersker her i Nordjylland. Der er alt for mange, der synes, at det er så synd for os. - Hvis man omskriver det kendte kinesiske ordsprog, er der her i landsdelen alt for mange, der rejser læhegn, nu da forandringens vinde blæser, og for få, der bygger vindmøller. - Prismodtageren er efter min mening en af dem, der udnytter de nye tider og bygger en vindmølle, siger Kurt Weiss Christensen.