Brønderslev

Privat børnehave får hus at være i

Folk bag privat børnehave har købt bygning - 32 børn noteret

Heidi Mandrup Simoni skal være leder at den ny børnehave, Børnehuset Stjernestunden.Foto: Kurt Bering

Heidi Mandrup Simoni skal være leder at den ny børnehave, Børnehuset Stjernestunden.Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Folkene bag initiativet til at etablere en ny, privat børnehave i Brønderslev har nu fået en bygning at realisere planerne i. En investor har købt bygningen på Rømersvej, hvor der i dag er kommunal børnehave, som skal lukke med udgangen af juli i år.

- Vores investor har købt bygningen, som bliver lejet ud til os, oplyser Heidi Mandrup Simoni, der skal være leder af den ny børnehave, som skal hedde Børnehuset Stjernestunden.

Planen er, at børnehaven åbner 1. august, så den slet ikke når at holde lukket, mens den skifter fra at være kommunal til at blive privat.

- Nu er der en proces, hvor vi skal have indsendt ansøgning til kommunen og søge om tilladelse til at drive en privat organisation. Man skal have styr på ting som bestyrelse og vedtægter. Det er bestyrelsen, der kommer til at drive børnehaven, og vi er så ansat af bestyrelsen, fortæller Heidi Mandrup Simoni.

Børnehuset Stjernestunden har allerede bestyrelse og hjemmeside på plads.

Mål: 48 børn

Målet er, at der skal være 48 børn, når børnehaven åbner.

- Vi har på en uofficiel indskrivning fået 32 børn, og nu går den offentlige tilmelding i gang, fortæller Heidi Mandrup Simoni.

Hun vurderer at børnehaven godt vil kunne åbne med kun 32 børn, hvis det bliver aktuelt.

- Når vi er på fuldt børnetal, skal vi være seks ansatte, og på de 32 skal vi være fire, fortæller hun.

Stor interesse fra forældre

Heidi Mandrup Simoni oplever, at der er stor interesse for den ny børnehave i området.

- Der er en stor begejstring for at beholde en institution i området, og forældrene er positive i forhold til, at det er en lille organisation, så man kan bevare overblikket, når man kommer i institutionen. Alle kender alle, børn og voksne, fortæller hun.

I torsdags var der også inviteret til et møde for forældre i Fælleshuset på Niels Bohrs Plads, hvor der var lagt op til, at forældrene kunne stille spørgsmål og få mere at vide om planerne.

Børnehaven er købt uden inventar, så der bliver også en opgave med at få skaffet borde, stole, legetøj og andet inventar til den ny børnehave.

- Vi skal have fundet nogle midler til at indkøbe inventar, så vi kan starte op til august, konstaterer Heidi Mandrup Simoni.

Baggrunden for beslutningen om at lukke Børnehaven Rømersvej er, at der er et faldende børnetal. Samtidig er Rømersvej også den sidste lille børnehave i Brønderslev med en normering på godt 40 børn, og kommunen ønsker, at børnehaverne skal være større.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.