Privat fritidsklub i dødskamp

Slut? HIF's egen fritidsklub er lagt på is - mulighederne for støtte er ved at være udtømte

EMNER 19. september 2002 08:00

HJALLERUP: Hjallerup Idrætsforenings egen fritidsklub er lagt på is og åbner formentlig ikke igen, medmindre der kommer nogen udefra og erklærer sig indstillet på at skyde støttekroner i projektet. Det erkender én af initiativtagerne til den private fritidsklub, Henrik Møgelbjerg fra HIF, efter at Hjallerup Idrætscenters bestyrelse for nylig sagde nej til at hjælpe med at holde fritidsklubben gående. - Det er lige til at tude over, konstaterer Henrik Møgelbjerg, der peger på, at HIF ikke alene kan holde fritidsklubben i live. - Vi har jo nok at bruge vores penge til, men for mig er det ufatteligt, at det ikke kan lade sig gøre, for vi har her at gøre med en billig fritidsaktivitet for 80-90 unge, og kunne man udefra bidrage med bare 70.000-80.000 kr., så er jeg sikker på, at vi nok skal finde ud af noget. Og det er altså billigt for noget, der har været så godt som det her, siger Henrik Møgelbjerg. At HIF's fritidsklub i sin tid var en god idé, syntes også Indenrigsministeriet, der forud for klubstarten skød 200.000 kr. i projektet via den såkaldte Landdistriktspulje. - De penge blev primært brugt på at betale en klubleder og til at købe forskelligt udstyr. Vi har stadig udstyret, og da vi samtidig har nogle lokaler, hvor huslejen er betalt, så vil det være et rigtig godt tidspunkt for nogen at komme ind udefra, påpeger Henrik Møgelbjerg, som samtidig peger på, at der ved Hjallerup Idrætscenter er noget nær optimale udenomsfaciliteter for en fritidsklub. Men som Henrik Møgelbjerg påpeger, så hjælper det altsammen ikke noget, når der ikke kan findes nogen til at hjælpe med at betale lønnen til den klubleder, der er nødvendig at have, for at sikre brugerne af fritidsklubben et ordentligt og sammenhængende tilbud. Og heller ikke i det kommunale system synes der at være nogen hjælp at hente. - Det er en rigtig god idé, og vi har også set, at behovet for et sådant fritidstilbud har været til stede, men jeg kan ikke umiddelbart se, hvor vi skulle finde pengene, siger formanden for børne- og kulturudvalget, Peter Bandholm (V), som fortsætter: - Samtidig skal man jo også huske på, at vi i kommunen har vores egen pasning, og skulle vi støtte HIF's fritidsklub i Hjallerup, så skulle det indgå i en større vurdering af, hvordan vi griber børnepasningen an i Dronninglund Kommune, og her har vi ingen planer om at ændre på noget.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...