Privat ildhu holder hjulene i sving

0,6 pct. af de danske virksomheder - især jyske -sikrer økonomien

NORDJYLLAND:Danskerne kan takke en lille gruppe ihærdige virksomhedsledere og deres medarbejdere for, at arbejdsløsheden ikke er løbet grassat og samfundsøkonomien gået i sort. 767 mindre virksomheder, kun 0,6 pct. af samtlige, skabte de to sidste år over 12.000 nye arbejdspladser. Det skete samtidig med, at Danmark mistede 16.000 arbejdspladser i den private sektor. Disse virksomheder tegnede sig for 30 pct. af den økonomiske vækst i dansk erhvervsliv. Det er vækstvirksomhederne, vi taler om. Drevet af praktisk begavede folk med selvstændighedskultur og besjælet af entrepreneurship og iværksætterånd. De fleste er jyder. Revisionsfirmaet Ernst & Young har gjort status over de danske vækstvirksomheder og afdækket, hvor i Danmark, væksten finder sted. Nordjyske jobskabere Det gør den i Jylland og på Fyn. Nørre Snede på heden vest for Vejle er arnestedet for den private foretagsomhed. Men også Nordjylland er med. Hirtshals er nr. 12 blandt 271 danske kommuner. Her skabte fire vækstvirksomheder 55 nye job i 2002-03, mens 40 andre i kommunen forsvandt. I følge erhvervschef Jørn Munk Nielsen et eksempel på, at vækst ikke forudsætter højtteknologiske virksomeheder. Fornemmelsen for markedet er derimod central. Hobro er nr. 17 på listen, her skabte fem virksomheder 83 nye job, mens 16 forsvandt. Nordjyland på top 5 Som helhed er det nuværende Nordjyllands Amt nr. fem af 15 på vækstens Danmarkskort, men glider ned til en midterplacering, når den nye kommunalstruktur er gennemført og området udvides med mindre driftige egne. Fremtidens driftigste trekantområde bliver Odense-Vejle-Esbjerg, vurderer Ernst & Young. Danmark øst for Storebælt ligger i bunden med hensyn til vækst, i stort omfang leverer kommunerne bare pendlere til de storkøbenhavnske arbejdspladser. To tredjedele af vækstvirksomhederne ligger vest for Storebælt, og her er der overvægt af produktionsvirksomheder. Værdiskaberne Ernst & Youngs analyse omfatter danske virksomheder, A/S'er eller ApS'er, ledet af ejeren selv, som har præsteret en årligt vækst i bruttoavancen på mindst 15 pct., har mindst 20 ansatte, vækst i medarbejderantallet det seneste år, og har haft en levetid på mindst tre år. Selvom de som nævnt kun udgør 0,6 pct. af samtlige danske virksomheder, har de skabt næsten en tredjedel af af væksten i den indenlandske produktion - bruttoværditilvæksten. I Nordjyllands Amt tegnede 69 vækstvirksomheder sig 32 pct. af bruttoværditilvæksten i 2002-03, i Ringkøbing Amt hele 89 pct. "Konklusionen på den nationaløkonomiske side af vækstvirksomhedens rolle er, at et meget lille antal vækstvirksomheder har en markant betydning for Danmarks vækst", hedder det i analysen. Den viser ikke nogen sammenhæng mellem kommunestørrelse og entrepreneurship. Store kommuner er ikke bedre til at fremme den erhvervsmæssige dynamik end små. Forklaringen kan være, mener analytikerne, at erhvervspoltikken i de store kommuner især er rettet mod at tiltrække arbejdspladser fra store danske og udenlandske virksomheder, men intet tyder på, at virksomheder klarer sig bedre i en stor end i en lille kommune. .