Privat jobformidling ingen succes

København, tirsdag /ritzau/ Regeringens storstilede plan om, at andre end Arbejdsformidlingen (AF) skal hjælpe de ledige tilbage i job, er langtfra den succes, man havde håbet på, skriver Politiken onsdag. Det viser den første analyse, der gør status, siden private firmaer, faglige organisationer og offentlige institutioner for godt et halvt år siden fik mulighed for at gennemføre jobformidling. Analysen er udarbejdet for A-kassernes Samvirke og udkommer onsdag. Den baserer sig på samtaler med 623 ledige, der alle har gennemgået et af de såkaldte 'kontaktforløb'. Af analysen fremgår det, at kun 19 procent af deltagerne i kontaktforløbet har fået arbejde - og af disse afviser næsten 77 procent, at det var kontaktforløbet, der førte til jobbet. Og tilfredsheden med kursernes indhold halter: 35 pct. af alle erklærer sig "utilfreds" eller "meget utilfreds". - Hvor man tidligere kritiserede den danske aktiveringspolitik for bare at være en aktiveringsfabrik, hvor folk skulle gennem noget jobtræning og lave et eller andet tilfældigt, så er det nu blevet til en samtalefabrik, hvor folk bare skal ind og snakke i tomgang og så ud igen. Det kommer der intet ud af, siger Torben Dam Jensen, sekretariatschef i A-kassernes Samvirke til Politiken. Professor Jacob Torfing fra Roskilde Universitetscenter ser tallene som et nederlag for regeringen: - De er et foreløbigt fingerpeg om, at hvis man troede, at private aktører ville skabe bedre resultater og større tilfredshed, er forventningerne foreløbig gjort til skamme. Beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen (V) siger, at det ikke er godt nok, at mindre end halvdelen af de adspurgte er tilfredse med indsatsen. Han vil nu iværksætte sin egen undersøgelse. /ritzau/