Privat klarer dobbelt antal knæ

Kirurgen på en privat klinik i Hobro overkommer rundt regnet dobbelt så mange knæoperationer i løbet af en arbejdsdag som en kollega på amtets sygehuse.

Jens William Sørensen overkommer 11-12 knæoperationer i løbet af en dag. Vel at mærke uden at blive stresset. Foto: Morten Sørensen

Jens William Sørensen overkommer 11-12 knæoperationer i løbet af en dag. Vel at mærke uden at blive stresset. Foto: Morten Sørensen

Jens William Sørensen, der driver Ortopædkirurgisk Klinik Sydhimmerland, udfører 11-12 knæoperationer i løbet af en dag. Til sammenligning når hans kollega i det offentlige system typisk fem-otte operationer. - Vores styrke består i, at vi er en lille overskuelig enhed, hvor alle kender deres arbejdsopgaver til punkt og prikke. Og vi har let ved at kommunikere med hinanden, fordi vi ikke er flere. Det betyder, at vi hele tiden er i stand til at optimere tingene, forklarer Jens William Sørensen, der har drevet klinikken i Hobro i to år. Klinikken foretager årligt 500 kikkertoperationer for Nordjyllands Amt. Det betyder, at amtets venteliste kan holdes nogenlunde i ave. Faktisk er amtet så småt begyndt at tage ved lære af den måde, hvorpå arbejdet er tilrettelagt for eksempel på klinikken i Hobro. - De senere år har vi arbejdet med et koncept, hvor mindre enheder tager sig af bestemte opgaver. Alt sammen for at effektivisere og dermed øge produktionen på amtets sygehuse, siger Svend Erik Østgaard, chef for ortopædkirurgien i Nordjyllands Amt. Han nævner de to idrætsklinikker i Aalborg og Hjørring samt hofteoperationer i Farsø som eksempler. - Men vi vil ganske givet aldrig nå op på samme produktivitet som en privat klinik er i stand til, idet vi jo også skal tage os af de komplicerede og akutte tilfælde, vurderer Svend Erik Østgaard.