Børnepasning

Privat pasning til 175 kr. om dagen

Selvstændig tilbyder konfliktramte familier børnepasning. Det er at tage strejkeramt arbejde, mener BUPL, men det er ikke ulovligt

Konfliktramte familier kan få deres børn passet privat hos Grethe Vagner i Hirtshals. Hun bor i et stort hus med gode legemuligheder udenfor og som nabo til Fun Park.Foto: Hans Ravn

Konfliktramte familier kan få deres børn passet privat hos Grethe Vagner i Hirtshals. Hun bor i et stort hus med gode legemuligheder udenfor og som nabo til Fun Park.Foto: Hans Ravn

HIRTSHALS/HJØRRING:"Har I pasningsproblemer på grund af strejken så tilbyder vi pasningsordning". Sådan lyder et tilbud til betrængte forældre, og det er hængt op på plakater forskellige steder i Hirtshals. Bag initiativet står Grethe Vagner, der til daglig er selvstændig og driver firmaet Well-line. Baggrunden for at hun har taget initiativet er simpel: - Jeg er selv mor og skal have en hverdag til at hænge sammen. Jeg vil gerne hjælpe de forældre, der har problemer, siger hun. Pasningen skal foregå i Grethe Vagners hjem, hvor der er god plads til leg og gode udenomsarealer. Grethe Vagners ansatte skal hjælpe med opgaven, de har også selv små børn, og tilsammen har de erfaring som dagplejer og sygeplejerske. Hun mener derfor godt, at de sammen kan stå for at passe børnene. - Vi vil give forældrene et tilbud, der ligger tæt på det, de kender fra hverdagen, siger hun. Det koster 175 kroner pr. dag at aflevere sit barn hos Grethe Vagner, og så skal man selve sende mad med. Dermed adskiller tilbuddet sig fra andre private ordninger, hvor naboer og kolleger hjælper hinanden. Det er de ikke glade for i BUPL. - Når der ligefrem bliver taget betaling, så ser vi på det med stor alvor. Vi er lige blevet gjort bekendt med tilbuddet her til morgen (i går, red.), og det er organiseret på en måde, hvor vi må sige, at der bliver udført strejkeramt arbejde, siger formand for BUPL Nordjylland, Inge Hansen. BUPL vil nu se nærmere på sagen, og om der eventuelt skal gøres noget. Men der er ikke noget ulovligt i Grethe Vagners tilbud, da hun ikke er organiseret i nogle af de involverede fagforbund. - Det er moralsk forkert i forhold til den lovlige konflikt, vi er ude i, siger Inge Hansen. Et argument, der preller af på Grethe Vagner. Hun har ikke stor sympati for de strejkende pædagoger. - Det er også amoralsk og egoistisk at sætte så mange tusind børn og forældre i et dilemma. De skulle have undersøgt, hvad lønnen var, inden de gik i gang med uddannelsen, mener hun. Foreløbig har der været tre henvendelser og det forventes at begynde fra på mandag, når forældrene begynder at løbe tør for pasningsmuligheder i eget netværk. BUPL understreger, at de selvfølgelig ikke har et problem med bedsteforældre, naboer og kollegaer, som passer hinandens børn uden betaling.