Privat pleje vinder frem

To kvinder har succes med privat dagpleje

SÆBY:Hvorfor bevæge sig ud på et usikre private marked, når man gøre brug af det trygge, kommunale tilbud? Umiddelbart er der ingen grund. Men når ungerne skal i skole, vælger mange forældre en privat skole eller friskole. Og samme tendens er nu ved at slå igennem i dagplejen i Sæby. Her har to unge kvinder, Jane Tamborg og Bethina Dahl, stor succes som private dagplejemødre. Og lad os straks aflive myten om, at alle uanset baggrund og kvalifikation kan slå sig ned som private dagplejemødre. - Vi skal godkendes af kommunen nøjagtig som kommunale dagplejemødre. Vi er også underlagt kommunens tilsyn, så der er ingen forskel, fortæller Jane Tamborg og Bethina Dahl. Begge har en fortid som kommunale dagplejemødre, men i dag er det er uhyre svært at få et fast ansættelsesforhold for en dagplejemor. Kommunen vil hellere have løsere tilknyttet arbejdskraft, der kan fyres og hyres alt efter behovet. - Det var en utryg tilværelse, så jeg besluttede mig for at starte for mig selv, fortæller Jane Tamborg, der allerede har fem børn i sin private dagpleje-virksomhed. Bethina Dahl starter først i august, men er allerede booket op med fem børn. Så behovet for privat dagpleje er altså til stede i Sæby. - Hos os får forældrene mere medbestemmelse. Vi er mere fleksible overfor forældrenes ønsker. Jeg kommer for eksempel til at køre med fleksible åbningstider, fortæller Bethina Dahl. Fleksibilitet i dagens gøremål er et andet plus, mener de to kvinder. - Vi er ikke bundet op på, at vi skal i kommunal legestue en bestemt ugedag på et bestemt tidspunkt. Og vi behøver ikke slæbe trætte småpoder med et en tøndeslagning, som de intet får ud af. Vi kan i højere grad indrette dagen efter børnenes behov, fortæller kvinderne. Fordomme har de mødt. For eksempel er en af dem blevet kaldt "sort skubber". - Det er irriterende, for vi betaler skat som alle andre. Vi vil bare gerne have lov at eksistere, siger kvinderne. Det offentlige yder tilskud til privat dagpleje som det er tilfældet med den kommunale. Forskellen er blot, at støtten udbetale direkte til forældrene. - Vi er en smule billigere for forældrene end de kommunale plejere, siger Jane Tamborg, der tilføjer, at man som privat plejer også føler sig mere motiveret til at yde en indsats. Ens økonomiske eksistensgrundlag er bundet op på, at man får en stadig tilgang af børn. Det kræver , at man er populær og har et godt ry.