Privat scoring af FCK-topscorer

AALBORG:FCK Håndbolds topscorer kommer til Aalborg med et privat pletskud som ballast. Den 22-årige islandske landsholdsspiller Arnór Atlason blev i lørdags far for første gang, og i FCK-lejren hersker der lettelse over, at den vellykkede familieforøgelse ikke går ud over skarpskyttens deltagelse i topopgøret mod AaB. Arnór Atlason er i denne sæson kommet til FCK fra Magdeburg og har scoret 30 gange i de fire første ligakampe. AaB-cheftræner Per Jessen hæfter sig dog i første række ved en anden force hos det stærkt besatte FCK-mandskab. - Vi skal stoppe deres giftige kontraspil. Så har vi en fornuftig chance. Det unge AaB-hold, der tæller fem spillere på 19-20 år med Mikkel Ibsen som benjamin, står ikke mindst fysisk over for en modstander af langt sværere kaliber end i sæsonens fire første kampe. Udover Arnór Atlason har FCK i denne sæson sikret sig udenlandsk forstærkning i skikkelse af endnu en islænding, Gisli Kristjansson, svenskerne Fredrik Lindahl og Mattias Gustafsson samt den norske landsholdskeeper Steinar Ege. I forvejen borger navne som Peter Nørklit, Morten Krampau, Martin Boquist, Anders Christensen og Ole Ekelund for kvalitet hos FCK, der satser hårdt på at gøre især Kolding IF og GOG rangen stridig i toppen. Her vil også AaB gerne lege med, og aftenens opgave bliver en barsk målestok for holdets niveau. abel