Lokalpolitik

Privat udfordrer vraget

Aalborg Kommune fortsat alene om at finde arbejde til flygtninge

AALBORG:Det bliver ikke i denne omgang, Aalborg Kommune tager udfordringen fra et privat firma op, når det handler om at skaffe job til flygtninge. Et flertal i byrådet afviste på mødet i går at gennemføre et forsøg med firmaet Cortex, som havde budt sig til. - Jeg synes, at vi har alt at vinde og intet at tabe ved at lade dette firma forsøge at skaffe job til nogle af vore flygtninge, som jeg mener vi giver en chance på denne måde. Men jeg har indtryk af, at der fra modstandernes side er tale om en slags religionshistorie, sagde Mads Thomsen (V). Det fik straks Kaj Poulsen (S) op fra stolen. - Tilbudet fra Cortex er alt, alt for dyrt. Firmaet har jo bare fat i det, som ikke koster noget, udbrød han. Kaj Poulsen har undersøgt forholdene i Cortex og fundet ud af, at direktøren hedder Irene Simonsen. Hun er folketingsmedlem for Venstre og sidder i arbejdsmarkedsudvalget. - Er det monstro kammerateri fra Venstres side for at få en partifælle ind på markedet, spurgte han. Det afviste både Mads Thomsen og Lars Lykke Larsen begge blankt. Begge forsikrede, at de intet kendte til, hvem der er direktør i firmaet. Social- og sundhedsforvaltningen havde anbefalet byrådet, at Aalborg Kommune Kommune går ind i en forsøgsordning med Cortex om at skaffe fem flygtninge et fast, varigt job. Firmaet har i forvejen en vis erfaring med at prøve at skaffe bistandsklienter job inden for landbruget og rengøring. I landbruget er det lykkedes i to ud af 10 tilfælde. Cortex samarbejder både med kommuner og arbejdsformidlinger Ifølge tilbudet fra Cortex skulle firmaet have 24.000 kroner i bonus af Aalborg Kommune, hver gang det lykkedes at skaffe et varigt job til en flygtning. Flere byrådsmedlemmer hæftede sig ved, at Cortex slet ikke har noget netværk i Aalborg. Blandt de skeptiske er Rainer Dannemare (K). - Kendsgerningen er, at firmaet ikke kan dokumentere gode resultater, og vi skal ikke have udlicitering for enhver pris. Der er ingen mening i, at Aalborg Kommune skal betale lærepenge for at få Venstres politik gennemført. Den radikale Preben Pedersen erkendte blankt, at han var i syv sind. - Der hersker for mig ingen tvivl om, at der er tale om ideologi fra begge sider. Men jeg er ærlig talt overrasket over den negative indstilling om at gennemføre en forsøgsordning med dette firma. Hvis de ikke får chancen, får de jo heller aldrig noget netværk eller erfaringsgrundlag. Der er jo tale om et afgrænset forsøg med fem personer. Hvis det mislykkes, koster det ikke kommunen noget, så vidt jeg har forstået. Flere andre belærte Preben Pedersen om, at så enkelt er det ikke. Og socialrådmand Birgit Ekstrøm (S) sagde lige ud, at hun "ikke ønsker at bruge flygtninge som prøveklud for en virksomhed uden netværk i Aalborg". Alligevel stemte Preben Pedersen sammen med Venstre og Dansk Folkeparti for at gennemføre en forsøgsordning med Contex. En højst usædvanlig konstellation i byrådet. De tre partier kunne dog tilsammen kun mønstre ni stemmer, da der var et par afbud. Socialdemokratiet, SF og de konservative havde tilsammen 16 stemmer, og dermed faldt forslaget om at "hyre" det private firma til at skaffe flygtninge i arbejde.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst