EMNER

Private holder øje med unge

KAAS:En gruppe af borgere i Kaas opretter nu en form for et privat vagtværn, der skal holde øje med børn og unge, der laver hærværk i byens gader. Igennem de seneste mange måneder har der været gentagne tilfælde af hærværk i Kaas. Som tidligere omtalt er det blandt andet gået ud over forskolen og Jetsmark Centralskole, hvor der eksempelvis blev væltet en mur, og nyplantede træer blev knækket. Under et håndboldstævne i påsken blev en halv snes biler ødelagt, og der var hærværk på to af skolens toiletter. Men det er altså kun nogle af de tilfælde af hærværk. I de seneste dage har gerningsmænd igen været på spil. Ruderne i to nye busskure ved torvet blev smadret onsdag aften og natten til i går. I sidste uge blev et elskab ved Kaas Lystanlæg ødelagt med en hammer eller en mukkert, og hærværksmændene var heldige med, at strømmen var slået fra, påpeger lystanlæggets formand, Berthel Holland Sørensen. Han har nu sammen med fem-seks andre borgere og forretningsindehaverne besluttet at holde et vågent øje med, hvad der sker i byen sent om aftenen og eventuelt foretage civile anholdelser. -. Det kan ikke passe, at de skal ødelægge alting, siger Berthel Holland Sørensen, der opfordrer folk til at holde øje med unge, der færdes på gaden sent om aftenen.