Private millionerklar i kulissen

Byggeriet af et nyt stadion, en multihal, et nyt teater og et hotel er måske tæt på.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Private investorer står klar til at skyde millioner i et nyt stadion.

Der forhandles i øjeblikket på højtryk for at sikre, at Hjørring indenfor en overskuelig fremtid kan slå dørene op til et nyt stadion, en tidssvarende multihal, et nyt teater og måske et stort nyt hotel i forbindelse med Vendelbohus. Grupper af forskellige private investorer står klar i kulissen for at give kulturfaciliteterne i byen et nødvendigt løft. Kommunen magter nemlig ikke selv at løfte opgaven økonomisk. - Forhandlingerne er på flere fronter inde i en afgørende fase, men jeg kan endnu ikke sige noget om detaljer, og investorerne vil heller ikke stå frem endnu, siger kommunaldirektør Jesper Christensen. En investorgruppe står bl.a. klar til at skyde de nødvendige millioner i byggeriet af et nyt stadion, en multihal og andre idrætsfaciliteter i Park Vendia. Der er håb om, at aftalerne kommer på plads i år, så byggerierne allerede kan gå i gang i 2009. - Det vil give en fantastisk synergieffekt og formentlig betydelige driftsfordele, hvis det hele kan stå færdigt på én gang, siger formand for kommunens fritids og kulturudvalg Michael Karlborg (V). Vandhuset skal stadig være kommunal ejet og kommunens bidrag bliver derudover jord til byggerierne. I flere år, har kommunen forgæves forsøgt at få bygget et nyt, stort hotel i byen - bl.a. på den nuværende stadiongrund. Nu arbejdes der i stedet på planer om et hotel i tre-fire etager ovenpå SuperBrugsen på Sct. Olai plads. Kommunen ønsker ikke at afsløre, hvem investorerne er, men NORDJYSKE erfarer, at der arbejdes med tegninger, som kobler et kommende hotel sammen med Vendelbohus, hvor den nuværende forpagtning udløber 1. juni. Konkret er der tænkt på en glasgang fra hotellet over gaden til Vendelbohus, som kan bidrage med konferencefaciliteter og den enestående teatersal til både teater og musik. Foreløbig har kommunen valgt ikke at finde en ny forpagter til Vendelbohus, men vil i stedet selv stå for driften indtil der evt. foreligger en samlet løsning. Endelig arbejdes der også på at finde en finansieringsmodel og en placering til et nyt teater. - Det er i den indledende fase, men der er peget på en placering på den nuværende rutebilstation, der skal flytte over ved siden af banegården på den anden side af Parallelvej, fortæller kommunaldirektør, Jesper Christensen. - Får vi realiseret alle de projekter sammen med en renovering af Sysseltinget, vil Hjørring igen være rigtig godt med, konstaterer Michael Karlborg. På et fællesmøde for kommunens fritids og kulturudvalg og økonomiudvalget 9. juni., vil politikerne få en status på forhandlingerne, og klarhed over, hvilke projekter, der kan realiseres.