Private millioner til sundhedsforskning

Tre lokale fonde har med bevillinger på tilsammen 2,9 mill. kr. bragt Forskningens Hus et skridt nærmere sin virkeliggørelse.

I huset, der indrettes som en del af Aalborg Universitetshospital, skal læger, studerende, ingeniører og andre videnskabsmænd arbejde sammen om avanceret sundhedsteknologisk forskning. Samarbejdet ventes at give resultater ikke alene til gavn for patienterne men også for beskæftigelsen i Nordjylland. Der bliver tale om et åbent hus, hvor virksomheder og meget gerne også nye iværksættere inviteres til at udveksle ideer og erfaringer. De nye bevillinger kommer fra Spar Nord Fonden og Det Obelske Familiefond, som hver har givet 1,2 mill. kr. og Svend Andersen Fonden, som giver 500.000 kr. Aalborg Sygehus, som blev universitetshospital i 2003, er forlængst i fuld gang med forskningen. For tiden har man indleveret tre patentansøgninger.