Trafik

Private vil betale for bro over Kattegat

Investor vil betale for byggeri af anlæg. Staten skal betale de tilhørende motorveje og jernbaner

Foto: Colourbox

Foto: Colourbox

KØBENHAVN:En stor privat investor vil senere i år komme med et tilbud om at finansiere en kombineret bro til tog og biler fra Sjælland til Jylland over Kattegat.

Det siger Kattegatkomitéen - en samling erhvervsfolk og borgmestre med tidligere miljøminister Jens Kampmann (S) i spidsen.

Det skriver Politiken.

Den interesserede investor overvejer at sætte penge i byggeri af selve anlægget fra kyst til kyst, mens staten kun skal stå for at bekoste de tilhørende motorveje og jernbaner på land, siger Jens Kampmann ifølge avisen.

Han ønsker ikke at røbe navnet på den private finansinstitution. Kun, at der er tale om danske pensionskassepenge.

- Men de har allerede regnet på det og kan se gode muligheder i sådan et projekt, siger Jens Kampmann til Politiken.

Afventer beregning

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) mener ikke, at pensionskassernes tilbud ser attraktivt ud, skriver han i en mail til Politiken. For det er ikke tilstrækkeligt at se på udgiften til kyst-til-kyst-delen.

Man er nødt til også at medregne udgifterne til landanlæg, som alene løber op i 24 milliarder kroner, understreger ministeren.

- Derfor afventer jeg fortsat den nærmere beregning af en ren vejforbindelse, som ser ud til at være det eneste realistiske bud på en fast Kattegatforbindelse betalt af brugerne selv, skriver ministeren til Politiken.

Ifølge Politiken vil en togtur fra København til Aarhus over en mulig bro over Kattegat falde til 58 minutter med fremtidens hurtigere tog.

Hvis forbindelsen over Kattegat kun bliver til biler, vil turen med tog tage to timer og et kvarter.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst