Privates arbejdsgiverforening siger nej til seniorjob

Dansk Arbejdsgiverforening vil ikke give kommunerne en hjælpende hånd med at finde 4000 seniorjob.

Privates arbejdsgiverforening siger nej til seniorjob

Den er helt gal, når Kommunernes Landsforening og Enhedslisten vil have det private erhvervsliv til at aflaste kommunerne og skabe seniorjob til ældre langtidsledige.

Det vil både være meningsløst og konkurrenceforvridende, lyder det fra Erik Simonsen, der er underdirektør i Dansk Arbejdsgiverforening.

- Jeg forstår godt, at kommunerne ser vanskeligheder i det. Men det er helt forkert, at man forsøger at skubbe problemet videre i stedet for at erkende, at det er en fjollet idé, at der er nogen, der har en garanti for et job. Sådan fungerer verden jo ikke, siger han.

I første halvår af 2013 vil 4000 ledige danskere over 55 år, som opbruger deres dagpenge, få ret til et kommunalt seniorjob.

Det skaber store udfordringer for kommunerne. For selvom staten refunderer lønudgifterne, så skal der tænkes kreativt for at finde jobtilbud, som ikke tager arbejde fra andre kommunale medarbejdere.

Enhedslisten vil derfor præsentere beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) for et forslag, der skal gøre det muligt for kommunerne at sende seniorer ud i det private erhvervsliv.

Men heller ikke udsigten til at få refunderet lønudgifterne kan gøre DA mere velvillig i forhold til at oprette seniorjob. Tværtimod.

- Jeg kan godt forstå, at den enkelte virksomhed kan have interesse i at få nogle gratis medarbejdere, men vi taler om en privat sektor, der fungerer på konkurrencevilkår.

- Det er altså en konkurrenceforvridende faktor, som ikke hører hjemme på det private arbejdsmarked, siger Erik Simonsen, som også forventer, at en sådan model vil kunne skabe problemer i forhold til EU-retten om fri konkurrence.

Hos den liberale tænketank Cepos mener cheføkonom Mads Lundby Hansen, at seniorjobordningen bør lukkes frem for at udvides.

Han peger på, at kommunerne gennem de seneste år har været gennem en sund rationaliseringsproces, men at det bliver modarbejdet fra Christiansborg.

- Ordningen modarbejder kommunernes bestræbelser på at blive mere effektive, fordi ordningen forpligter kommunerne til at ansætte medarbejdere, de grundlæggende ikke ønsker at ansætte.

- Det er udtryk for en usund velfærdsordning, siger Mads Lundby Hansen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.