Privathospitaler er klar til at redde diagnosegaranti

Det kan vise sig svært at overholde garanti, der siger, at patienter højst må vente fire uger på en diagnose

HELE LANDET: Regeringens såkaldte udredningsgaranti træder i kraft 1. september, og landet over arbejder hospitalsafdelinger på højtryk for at etablere mere kapacitet, så de er klar til at diagnosticere patienter i løbet af en måned, som den nye lov påbyder.

Men det kan blive overordentlig svært inden for visse områder, lyder det fra en række læger, som Kristeligt Dagblad har talt med.

For der følger ikke ekstra penge med den nye garanti, og derfor skal den øgede kapacitet findes ved at omprioritere og effektivisere, lyder det.

Kan regionerne ikke overholde fristen på de fire uger, har de pligt til at henvise til en anden region eller udredning i privat regi. Og det glæder Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker.

Ifølge formanden, Bent Wulff Jakobsen, er foreningen allerede i gang med at lave aftaler med Danske Regioner på nogle af de områder, hvor det kan blive svært at leve op til garantien:

- Der er en velvilje over for at involvere privathospitalerne, og vi er i fuld gang med at lave aftaler, siger han til Kristeligt Dagblad.

- Det, vi har oplevet de senere år, er, at samarbejdet er reduceret væsentligt mellem det offentlige og private. Men her kan vi igen få et samarbejde, som er positivt for vores branche, tilføjer Bent Wulff Jakobsen.

Eksempelvis når det gælder udredning af mave-tarmsygdomme, demens, hjertesygdomme, urinvejslidelser og allergi kan garantien blive svær at overholde for det offentlige sygehusvæsen, lyder det.

Under alle omstændigheder kommer det til at betyde mindre tid til syge frem for raske, lyder det fra blandt andre ledende overlæge ved neurologisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, Per Sidenius:

- Politikerne kommer med en udmelding, som i princippet er god, men de giver ikke penge med, og de fortæller ikke, hvilke konsekvenser prioriteringen får, siger han til Kristeligt Dagblad.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden