Privilegeret deprimeret

"Oslo, 31. august"

"Oslo, 31. august" er den norsk-danske instruktør Joachim Triers anden film, der ligesom debutfilmen "Reprise" tager fat på problematikken omkring det at være privilegeret og alligevel være ude af stand til at gribe tilværelsen.
Film 1. december 2011 10:14

Anders Danielsen er født og opvokset under privilegerede kår i et hjem med klaver og veluddannede forældre med holdninger, kunst på væggene og bøger i reolen. Alligevel er den 34-årige mand, ved begyndelsen af filmen "Oslo, 31. august" ved at tage sit liv ved at fylde frakken med sten og vade ud i den sø, der ligger i nærheden af det narkoafvænningssted, som han netop har fået tilladelse til at forlade. Selvmordet mislykkes, og Anders bevæger sig "clean" ud i tilværelsen, på vej til en jobsamtale. Undervejs kigger han forbi en gammel ven, en intellektuel, der har fået kone og børn. Sammen går de gennem Oslos gader, hvor Anders fortæller vennen, at han ikke ser nogen mening med jobsamtalen eller med sin fremtid, heller ikke nu, hvor han er fri af stofferne. En lang række møder med mennesker fra fortiden følger, og alle møderne er kendetegnet ved den stemning, de fleste af os nok genkender, når vi mødes med en gammel ven eller kæreste og opdager, at vi ikke længere har noget at dele. Møderne understreger Anders' følelse af at være tilovers, og hans ensomhed er eminent fortalt gennem filmens lydside, der meget af tiden bare er reallydene fra verden omkring Anders, skruet lidt op, så man får fornemmelsen af, at ensomhed kan sammenlignes med at miste en sans og få de andre skærpet, i dette tilfælde evnen til at høre andres samtaler om hverdag og drømme. I "Oslo, 31. august" bliver man præsenteret for rigtig mange billedersekvenser fra Anders' liv og de pæne omgivelser han er vokset op under. Vi følger med andre ord en person, som har alt muligt med sig fra den privilegerede barndom, den intellektuelle omgangskreds, der byder ham velkommen tilbage og kvinder, der betages af den begavede Anders, der trods alle sine talenter ikke formår at sætte brikkerne sammen til et meningsfuldt billede af et liv. Man aner ret hurtigt, at der ikke er tale om en romantisk julefilm, hvor Anders bare skal møde den rigtige og så kører det. Gennem Anders taler filmen om et menneskes ret til at gå til bunds. Denne diskussion ville ikke kunne rejses på samme måde, hvis der var tale om en narkoman, hvis baggrund var miserabel, fordi vi straks ville mene at kunne forstå, hvorfor det gik som det gik. Anderledes er det med Anders, der ikke er den "typiske narkoman", hvor man kan hente forklaringen i fortiden, hvilket han i øvrigt heller ikke selv forsøger. Det er med andre ord en provokerende og foruroligende tanke om selvmord "Oslo, 31. august" rejser, og det der gør det til en sjælden film, der forarges over, at døden for nogen er det mest meningsfulde, når livet gør ondt uden grund. Katja Christensen katja.christensen@nordjyske.dk "Oslo, 31. august" Danmark 2011 Instruktion: Joachim Trier Manuskript: Eskil Vogt og Joachim Trier Spilletid: 1 time og 35 min. Premiere: 1. dec., Biffen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...