Problem ikke løst til tiden

Kommunen har brug for mere tid til at løse problemerne med det psykiske arbejdsmiljø på Margrethelund

Brønderslev Kommune skal bruge længere tid på at klarlægge problemerne med det psykiske arbejdsmiljø på plejehjemmet Margrethelund. Arbejdstilsynet havde ellers givet kommunen en frist til mandag til at få bragt forholdene i orden, men den frist kan kommunen altså ikke overholde. - Vi har bedt om udsættelse i tre uger til 29. april. Der er i øjeblikket en undersøgelse af de psykiske arbejdsmiljø i gang, og den er ikke helt færdig, siger HR-konsulent Knud Erik Sørensen fra Brønderslev Kommune. Han understreger dog, at forsinkelsen ikke skyldes, at der er dukket flere problemer op. - Det skyldes simpelthen, at vi er kommet under tidspres af mange forskellige årsager, siger han. Arbejdstilsynet var på besøg på plejehjemmet sidste år, og her fandt tilsynet, at både det fysiske og psykiske arbejdsmiljø var dårligt. Det blev blandt andet konstateret, at for stor arbejdsmængde, omgangstonen, risiko for vold og trusler om vold satte sine tydelige spor på det psykiske arbejdsmiljø. Derudover var der problemer med, at der ikke blev brugt tekniske hjælpemidler, eller også at de blev anvendt forkert. I nogle tilfælde har personale løftet beboere fra seng til kørestol, selv om det skal ske med en kran. Kommunen fik derfor påbud om at bringe forholdene i orden, og der blev ansat en ekstern konsulent til at lave en undersøgelse af hele situationen. Og den undersøgelse forventes altså først færdig om tre uger. Og det er dog lykkedes at løse problemerne med de fysiske forhold på plejehjemmet. 130 medarbejdere har blandt andet været på kursus i forflytningsteknik, og der er blevet udarbejdet arbejdspladsvurderinger. Og når sidste hånd er lagt på undersøgelsen af de psykiske arbejdsmiljø, så vil der bliver lavet konkrete handlingsplaner for også at løse disse problemer, forklarer Knud Erik Sørensen. - Vi er kun blevet pålagt at lave en undersøgelse, men det er klart, at når den er færdig, så går vi i gang med konkrete tiltag for at forbedre situationen, siger Knud Erik Sørensen.