Problemer for Fortuna

Vicemestrene hev dog sejren hjem

Skovlunde Fortuna 1-2 Fodbold, elitedivision kvinder SKOVLUNDE: For en uge siden spillede Fortuna-pigerne en storslået kamp hjemme på Hjørring Stadion mod Skovbakken, men søndag kneb det gevaldigt at finde de samme takter ude mod Skovlunde. - Men sådan er det jo ofte med et ungt hold. Den ene uge er man helt oppe og ringe, den næste uge spiller man halvskidt, konstaterede Kenneth Kjærsgaard, assistenttræner i Fortuna. Faktisk var det værre end halvskidt de første 45 minutter, hvor hjemmeholdet lokkede vendelboerne frem til midt på deres banehalvdel blot for at stå klar med en mur på ti kvinder. Foran lå bare én spiller og lurede på kontrachancerne. Den spillestil har Fortuna stået overfor mange gange før, men de første 45 minutter var der ingen løsninger på problemet at hente i Fortuna-støvlerne. Tværtimod fik hjemmeholdet bragt sig i front i de døende sekunder af halvlegen. - I anden halvleg får vi så endelig udnyttet det rum, der hele tiden var bagved den kompakte mur af spillere. Da vi så først kommer foran, så er der ingen tvivl om sejren. De var ikke engang interesserede i at gå frem og presse os til sidst, kom det med en let hovedrysten fra Fortuna-træneren. - Det var bestemt ikke nogen stor kamp, men vi kom dog herfra med tre point. Det er da bedre end Skovbakken, der tabte herovre...toto Kampfakta: Pausestilling: 1-0. Mål: 45. minut: 1-0 Mette Jørgensen. 68. minut: 1-1 Sharon Black. 69. minut: 1-2 Hanne Jensen. Tilskuere: 75.