Boligøkonomi

Problemer med udlejning fortsætter

Åbent hus og billigere husleje lokker stadig ikke lejere til Blenstrup

SKØRPING:På trods af åbent hus har boligselskabet Lejerbo stadig ikke fået udlejet de nybyggede toværelsesboliger på Vesterbygade og Vandværksvej i Blenstrup. - Der var desværre ikke ret mange til åbent hus-arrangementet, siger Lejerbos forretningsfører på regionskontoret i Aalborg, Helge Larsen. Kun én ud af de sidste tre boliger blev udlejet. Lejerbo har ellers forsøgt at lokke lejere til de ledige boliger ved at sænke huslejen med 1000 kroner om måneden. - Vi har valgt, at nedsættelsen skal gælde i to år, frem til slutningen af marts 2007, siger Helge Larsen og fortæller, at huslejen nu er på 3731 kroner om måneden med rabat. Alligevel lokker det tilsyneladende ikke folk til. Ialt har Lejerbo haft besvær med syv boliger. Boligerne har stået færdige i næsten halvandet år. - Nu må vi så se, om vi finder lejere til de sidste to, eller om vi yderligere må holde et åbent hus-arrangement, siger Helge Larsen.