Bælum

Problemerne skal frem i lyset

Benthe Hansen mener ikke, at gruppemødet 12. september havde karakter af tjenstlig samtale eller forhør

REBILD:Afdelingschef for pleje/omsorgsafdelingen i Rebild Kommune Benthe Hansen oplevede ikke, at gruppemødet i demensafsnittet på Bælum Ældrecenter 12. september havde karakter af en tjenstlig samtale eller forhør. - Der hænger ikke en eneste anklage i luften mod Karin Lundsgaard overhovedet, og der er på ingen måde taget skridt til at indlede en personalesag, understreger Benthe Hansen. - For mig handlede det møde om at få problemerne på bordet. Hvis man skal arbejde med det psykiske arbejdsmiljø, er det nødvendigt, at vi siger tingene højt. Også selv om det kan være hårdt, siger Benthe Hansen. Henvendelse om uro I den seneste måned har der ikke været en daglig leder på Bælum Ældrecenter, og derfor har Benthe Hansen formelt været leder. - Jeg havde fået en henvendelse om, at der var uro i gruppen. Derfor deltog jeg i mødet. Jeg vidste ikke, at mødet udelukkende kom til at handle om Karin Lundsgaard, siger hun. Da Benthe Hansen så dagsordenen opfordrede hun til, at tage punktet om det psykiske arbejdsmiljø først. - Jeg havde valgt at komme uden at vide, hvad punktet indeholdt. Så kunne jeg komme udefra og se problemstillingen udefra. - Da jeg finder ud af, hvad det handler om, siger jeg, at jeg godt kan forstå, at det er hårdt, men også at det er vigtigt at få problemerne på bordet, siger Benthe Hansen. Anklager på tredjehånd Hun erkender, at der blev fremlagt anklager på tredjehånd, men mener ikke, at der på mødet foregik noget, der ikke hører hjemme på et gruppemødet. - Så havde jeg grebet ind, siger Benthe Hansen. - Jeg har ikke taget stilling til, om anklagerne er rigtige eller forkerte. For mig handler det om, at forskellige mennesker i gruppen har oplevet noget forskelligt, og det bliver vi nødt til som arbejdsplads at lytte til, siger hun. Arnested i Terndrup Karin Lundsgaard mener, at problemernes arnested er mødet i Terndruphallen. Sådan opfattede Benthe Hansen også de udmeldinger, der kom frem på gruppemødet i Regnbuen. - Der skete nogle ting efter mødet i Terndruphallen. Det er ærgerligt, at gruppen og ledelsen ikke har taget fat om det tidligere. Det er langt bedre, at tale ordentligt med sine kolleger, hvis der er noget, man er utilfreds med, så tingene ikke får lov til at vokse, siger Benthe Hansen. Legalt at gå til kollega Hun erkender, at det kan være svært at gå til en kollega og tale om uoverensstemmelser. - Men i Rebild Kommune vil vi gerne arbejde frem i mod en åbenhed, der gør det helt legalt at gå til en kollega, hvis der opstår problemer, siger Benthe Hansen, der ser gruppemødet i Regnbuen som et skridt i den retning. Naturligvis gør det indtryk på Benthe Hansen, at Karin Lundsgaard efterfølgende har sygemeldt sig. - Men jeg mener, at vi har haft nogle gode møder siden, både med Karin Lundsgaard og i gruppen i Regnbuen, og at vi er godt på vej til at få renset luften, så vi kan komme videre, siger Benthe Hansen.