Produktion af flis til varme i det tidligere DLG

Nedbryder fra Løgstør satser på ny produktion

FARSØ:Der er penge i varme og affald. Der er også penge i flis, og nu sætter nedbryder Carl Appel 1,8 million kroner på højkant og indretter en flisproduktion i de tidligere DLG-bygninger på Svingelbjergvej 5 i Farsø. - Jeg har arbejdet på projektet siden februar, og DLG her i Farsø passer lige til formålet, beretter Carl Appel. Han har hentet en del af udstyret til produktionen hos Junckers, der har brugt det i fremstillingen af cellulose. En stor skærer snitter hele stammer op i småstumper og stykker, som bliver sorteret i to kvaliteter. De større stykker får endnu en tur i en flishugger, inden hele herligheden bliver lagt til tørre med varme fra drifkraften til selve flishugningen. Dermed får forbrugerne et ensartet produkt i modsætning til flis fra skovene, som kan være meget uens både i størrelsen af flisen og i tørhed. Carl Appel vil selv arbejde med i produktionen, som foruden ham vil kræve en mand mere, og på kontoret er allerede ansat den tidligere filialdirektør for DLG. Det er såkaldte miniflis, Scanflis vil producere. De bliver allerede leveret til Jylland og Fyn fra tyske producenter, hvor produktet er en rest fra fremstillingen af brænde til røgerier. Det bliver der ikke tale om i Farsø. Her vil firmaet blandt andet importere hele træstammer fra østlandene og køre dem direkte gennem produktionen. Dermed bliver prisen konkurrencedygtig. Et forsigtigt skøn lyder på 700 kroner, hvor miniflis ellers sælges til et sted mellem 1000 og 1200 kroner. Carl Appel regner med at få produktionen i gang efter nytår og dermed have god tid til at indkøre udstyret, inden næste fyringssæson.