Prøv noget nyt - lad bilen stå

Odense, tirsdag /ritzau/ Miljørigtig transport i fokus i Odense. 400 familier i Odense får mulighed for at være med i et forsøg, der går ud på at afprøve forskellige transportformer og derigennem få miljørigtig transport i fokus. Projektet hedder Familien Bilfri, og deltagerne får bl.a. et buskort til 25 gratis ture med Odense Bytrafik, rabatkuponer til Kildemoes cykler, medlemskort til delebil og rabat med taxi. - Familien Bilfri skal sætte fokus på, at bilen i nogle tilfælde kan undværes og erstattes af alternative transportformer, der er til gavn for såvel sundhed som miljø. Det er ikke meningen, at de deltagende familier skal skrotte bilen, men blot bruge den med omtanke, hedder det på projektets hjemmeside. Forsøget begynder 1. april og slutter 1. oktober, og undervejs skal familierne føre køredagbog. Forsøget får støtte fra EU-programmet CAVITAS, der består af en række underprojekter. Det overordnede mål for CAVITAS er en demonstration af miljørigtig transport og trafikløsninger, som kan fungere som de bedste fremgangsmåder og være til inspiration for andre byer i Europa. /ritzau/

Forsiden