Professionel bog om professionel kriminalitet

Ble­kin­ge­ga­de 2, 1.th. Bag en hvid reol fandt po­li­ti­et et ¿hem­me­ligt¿ rum. Foto fra bo­gen
Røverier 1. november 2007 05:00

BØGER Peter Øvig Knudsen: ¿Blekingegadebanden 2. Den hårde kerne¿ # # # # # # Er det en kriminalroman? Det opleves sådan, men det ¿er¿ en dokumentarisk beretning. Det er den skinbarlige virkelighed, i det omfang en bog kan gabe over virkeligheden. NORDJYSKE forudså (16. marts i år) ved omtalen af Peter Øvig Knudsens første bind om Blekingegadebanden, at bind to ville blive mere spændende end ¿Forbrydelsen¿ på DR1. Det er nu bekræftet. Bogen om Blekingegadebanden er betydelig hurtigere at komme igennem. Banden begyndte som medlemmer af en lille kommunistisk sekt kaldet Kommunistisk ArbejdsKreds, KAK, ledet af den gamle maoistiske amatørpyroman Gotfred Appel. Efter en del konflikter brød 20-30 personer ud og stiftede Kommunistisk Arbejdsgruppe, KA. Navnene ligner til forveksling, og man skal nok også være feinschmecker for at se forstå divergenserne. KA-folkene mødtes i studiekredse for at forske i ¿snylterstats-teorien¿ og diskutere støtte til undertrykte i den tredje verden, herunder især den palæstinensiske kamporganisation PFLP, Popular Front for the Liberation of Palestine. Disse legale aktiviteter var imidlertid ikke nok for ¿den hårde kerne¿, som Peter Øvig Knudsen kalder dem og derfor også bogen. Gennem post-, bank- og andre røverier skaffede de millioner til palæstinenserne. Disse få personer var gennemført professionelle, knaldhamrende dygtige og vedholdende. PETs daværende operationelle leder udtalte senere, at hvis de blot ikke havde haft kriminel baggrund, ville han frygtelig gerne have ansat dem hos sig. Deres ¿succes¿ som kriminelle fik dem til at tro næsten, at de kunne gå på vandet. Og så viste det sig i 1985, at gruppens medlemmer bare var mennesker. En kontaktperson i PFLP foreslog først i 80¿erne, at gruppen gennemførte en kidnapning. En sådan havde i Spanien givet et stort pengeudbytte, hvilket ¿den danske gruppe kunne gentage¿. Planlægningen varede flere år. PFLP investerede et par hundrede tusinde kroner i projektet. Der var penge til biler, materialer og rejser. Alle risici blev vurderet. Alt materielt anskaffet, alle detaljer endevendt. Risikoen ved at kidnappe en dansker var for stor, hvorfor man scannede Vesttyskland, Norge og Sverige for rige familier. Efter grundige studier, der affødte adskillige ¿blå ringbind fyldt med fotokopier, avisartikler og håndskrevne notater¿, standsede man ved Jörn Rausing, en 26-årig søn af en svensk milliardær, der tjente penge på TetraPak, de stadig anvendte papkartoner til mælk og juice. Bogen rummer mange, mange sider med detaljer. Men på dagen. Hjælperne venter i bilen, de tre kidnappere står ved døren ... og opdager, at døren er hængslet i den ¿forkerte¿ side. Alt var undersøgt, tjekket og kontrolleret - blot ikke lige denne detalje, som gjorde det umuligt for to af kidnapperne at skjule sig, mens den tredje ringede på. Aktion aflyst. Det er menneskeligt at fejle, og de gaflede ikke de forventede 25 mio. dollars. Bandemedlemmerne gjorde sig alvorlige overvejelser bagefter. Det fik stor betydning for retssagen og strafudmålingen, at de var veget tilbage fra at gennemføre kidnapningen. ¿Frivillig tilbagetræden¿ hedder det i dansk ret. Det giver rabat. Man kunne spørge, hvilket Øvig Knudsen ikke gør, om ikke denne ¿fejl¿ var velkommen. Et bandemedlem havde fået kolde fødder og trukket sig fra projektet. Det kunne have foranlediget de øvrige til at ¿træde tilbage¿. Overvejelserne førte til, at de igen fokuserede på det, de var gode til: røverier. Indtil det gik galt ved postrøveriet i Købmagergade i København, hvor den 22-årige politiaspirant Jesper Egtved-Hansen blev dræbt af en vildsvinekugle fra et oversavet jagtgevær. Planlægningen havde været nøjagtig så omfattende som tidligere. Den morgen ville tilfældet blot, at en politibil befandt sig få hundrede meter fra posthuset. Bogen er smækfyldt med disse kriminalromanagtige beskrivelser, som ikke er en side for lange. Øvig Knudsen er uovertruffen tilrettelægger af stoffet. Han har sans for at bygge spændingen op. Han har dog også et par pointer, som har væsentlig politisk interesse, og som giver bogen betydning ud over underholdningsværdien. Et bankrøveri i Lyngby var en hård nød at knække for det lokale politi. Gerningsmændene havde lagt nogle falske spor ud, og i offentligheden gav politiet udtryk for, at man fulgte disse spor, men allerede en måned efter røveriet fik Lyngbypolitiet en usædvanlig og usædvanlig diskret telefonopringning ... fra PET. Det er en kendt sag, at PET og andre grene af politietaten nødigt bytter viden. Denne gang mente PET sig nødsaget til at meddele, at pengene fra røveriet var fundet i en lufthavn i Paris. Lyngby-folkene spidsede ører, men det er jo ikke bare lige at ringe derned. Alt går gennem ikke blot justitsministeriet - også Udenrigsministeriet involveres. Lyngby-dommeren afsagde en fængslingskendelse på de to arresterede palæstinensere, sendte den ad de rette kanaler og ventede på svar fra Frankrig. Månederne gik. Peter Øvig beskriver detaljeret interessante forhold omkring sagen, indtil det viser sig, at justitsministeriet aldrig har sendt dommerkendelser, udleveringsanmodninger eller noget som helst andet videre. Der var i ministeriet tilsyneladende en modvilje mod at kunne sidde med to farlige palæstinensere i et dansk fængsel. Her skal man erindre sig, at det var de tider, hvor bombeattentater og flykapringer hørte til den daglige uorden. Den beslutning kan næppe være truffet meget under ministerniveau. Hertil føjer sig den pikante detalje, at Peter Øvig Knudsen opdagede dette gennem aktindsigt i udenrigsministeriets arkiv i sagen. Justitsministeriet havde været så påpasselig at destruere alt materiale om emnet. Meget interessant må man sige. Er praksis fortsat den, vil mange sager aldrig kunne undersøges, når der om 25 eller 50 år gives anledning. Og justitsministeriet har mere på samvittigheden. Forud for retssagen i 1989 samlede PET alt materiale om bandens politiske aktiviteter med henblik på en tiltale for overtrædelse af straffelovens 114, den om terrorvirksomhed. Da PET overrækker de 11 solide ringbind, ville chefanklageren ikke røre det med en ildtang. I terrorsager ligger den endelige beslutning altid hos ministeren. Skønt anklageren var rigelig alkoholiseret, har han givetvis ret i, at det var en politisk og ikke juridisk begrundet beslutning. Om PETs rolle siger forfatteren intet, da han ikke har fået aktindsigt i dets arkiv, men det er en kendsgerning, at Blekingegadebanden kunne have været afsløret lang tid før det rædselsfulde politimord, og at ikke blot dette, men også andre forbrydelser kunne være undgået. Af lokal nordjysk interesse er Wejra-sagen. Våbenfabrikken Wejra i Skalborg blev via en stråmand solgt til en israelsk våbenfabrikant. Lodret i strid med danske love, og bestyrelsesformanden - ikke direktøren, der stadig lever på Aalborg-kanten (se næste side) - blev ved en retssag for totalt lukkede døre idømt otte måneders betinget fængsel, hvilket forhindrede, at han senere blev formand for Dansk Industri. Det lyder som en krimiforfatters fantasiprodukt, men Peter Øvig Knudsen har tilsyneladende orden i sine ting. Få spørgsmål efterlades ubesvarede, og færre stilles ikke. Ovenfor er stillet et, ligesom et andet trænger sig på: hvorfor kørte bandemedlemmet Carsten Nielsen galt nord for Birkerød, hvorved politiet fik nøglen til sagens opklaring? Vidneforklaringer kunne efterprøves. Kunne det være selvmordsforsøg? Men det er bagateller. Det er en eminent tilrettelagt, vældig spændende og rigtig velskrevet bog om et sociologisk fænomen, vi kan genfinde i dag. Topkarakter. Per Pilekjær kultur@nordjyske.dk @Brød.9.: [ Peter Øvig Knudsen: ¿Blekingegadebanden 2. Den hårde kerne¿. 528 s., ill., 299 kr. Gyldendal. Udkommer i dag.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...